Ingen boliger i silo udenfor Rønne

BOLIGER | RØNNE | GRATIS
24. JUN 2021 • 20:27
Jakob Marschner
Journalist

Ingen boliger i silo udenfor Rønne

Hvis projektet nogensinde bliver til noget, bliver det i hvert fald ikke nu, at den gamle silo på Industrivej i Rønne bliver bygget om til boliger med tre nyopførte punkthuse ved siden af.

Det står klart efter kommunalbestyrelsens møde torsdag aften. Her ville kun Venstre give grønt lys for at sætte det planarbejde i gang, der er nødvendigt for, at investoren bag kan komme i gang med byggeriet.

– På Industrivej står en høj silo. Der er ikke nogen aktivitet ud over selvfølgelig en masse erhvervsaktivitet rundt omkring. Nu er der så kommet en gruppe, der godt vil undersøge, om man ikke kan bygge nogle boliger her, sagde gruppeformand Søren Schow (V).

Boliger i siloen på Industrivej vil dog også være boliger i et erhvervsområde. Det afgjorde sagen for kommunalbestyrelsens andre partier.

– Vi kan ikke bygge boliger i et område, der er udlagt til erhverv. Det giver ikke mening, at man først udlægger et område til erhverv, så de kan larme og støje lidt mere. Så kan man ikke senere komme og sige, at nu vil vi også have boliger der, sagde Morten Riis (EL).

– Her og nu læner vi os op ad, at området her er til det eksisterende erhvervsliv, sagde gruppeformand Bente Helms (S).

– Da jeg første gang hørte om projektet her, tænkte jeg, at det da lyder spændende. Men da jeg så fik kigget nærmere på, hvad det er for et område, fik jeg det sådan, at det skulle have været et andet sted, sagde Bjarne Hartung Kirkegaard (KD).

Meningerne stak i flere retninger, da boligprojektet i siloen var i høring indtil for nylig. Blandt i alt 14 høringssvar var tre positive, mens fem protesterede mod projektet. Seks var hverken for eller imod.

Høringssvarene handlede særligt om de konsekvenser, som boligbyggeri vil have for de virksomheder, der har til huse i området. Desuden nævnte flere indkigsgener.

 



Flere nyheder