Idrætsklubber ærgrer sig: Aflyst fest rammer dem på pengepungen

Idrætsklubber ærgrer sig: Aflyst fest rammer dem på pengepungen
– Det påvirker os økonomisk, og selv om det ikke vælter budgettet, så er der stadig tale om en del penge, siger Kasper Stenbye fra Viking Rønne Håndbold. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 20. NOV 2021 • 08:24
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
20. NOV 2021 • 08:24

Både Viking Rønne Håndbold og RIK Fodbold havde set frem til at hjælpe til ved regionskommunens nu aflyste store julefrokost.

– Der er virkelig ærgerligt, for det plejer at være rigtig hyggeligt at servicere BRK's medarbejdere og sørge for, at de får en hyggelig aften.

Sådan siger formand i Viking Rønne Håndbold Kasper Stenbye i en kommentar til, at regionskommunen fredag på grund af coronasituationen aflyste den planlagte julefrokost for næsten 1.000 medarbejdere den 10. december i Rønne Idrætshal.

– Vi skulle hjælpe til i baren og sikre, at deltagerne til julefrokosten fik noget at spise og drikke, forklarer formanden.

– I det hele taget skulle vi sammen med RIK Fodbold stå for alt det praktiske, og det ville vi tjene en skilling på, så på den måde går det selvfølgelig ud over os, men sådan er tiderne. Det påvirker os økonomisk, og selv om det ikke vælter budgettet, så er der stadig tale om en del penge, som vi kunne have brugt på klubbens medlemmer, og det er da pisseærgerligt.

Der bliver alligevel ikke dækket op til julefrokost for regionskommunens medarbejdere den 10 december i Rønne Idrætshal. Arkivfoto: Knud Erik Christensen

Klubben har bidraget til at gennemføre arrangementet de seneste år, men også sidste år lagde coronaen arrangementet ned.

– Det er BRK, der overordnet set står for arrangementet, vi plejer bare at møde ind og hjælpe til og sørge for, at det hele glider, siger Kasper Stenbye.

Hvor mange frivillige havde I regnet med skulle bidrage?

– Vi skulle stille med cirka 15 personer, siger han.

Den rigtige beslutning

Fra RIK Fodbold meddeler formanden, Benny Pedersen, at også han er ærgerlig over situationen.

– Sidst regionskommunen kunne gennemføre deres julefrokost, var der jo cirka 1.100 mennesker i Rønne Idrætshals to haller, siger han.

– Og eftersom de ikke kan bede deres egne ansatte, som skal til fest, om at stå for det praktiske, entrerer kommunen altså med Viking Rønne Håndbold og os, og så sikrer vi, at det hele kører som det skal og tjener lidt penge på det.

Og de penge skulle være gået til klubbens medlemmer?

– Ja, de skulle gå til vores ungdomsafdeling, så det er selvfølgelig ærgerligt. Men der er ikke noget at gøre ved det, og vi er jo også i løbet af de seneste par år blevet vant til, at den slags aflysninger på grund af corona sker. Jeg vil også gerne sige, at jeg synes, det er den rigtige beslutning, kommunen har taget, når vi ser incidenstallet stige, som det gør. Og mange andre steder i samfundet ser man jo også julefrokosterne blive aflyst, siger Benny Pedersen.

I er klar næste år, hvis det skal være?

– Ja. Jeg synes, vi har et vældig godt samarbejde med Viking Rønne Håndbold om det, og det er også mit indtryk, at regionskommunen har været tilfreds med den indsats, vi har ydet de andre år, vi har bidraget.