I Svaneke sagde de farvel til Christiansøs sidste fisker

MINDEHØJTIDELIGHED

Solen skinnede højt over Vige Havn i Svaneke og fuglene kvidrede med på højsangen fra de omkring 200 mennesker. De var mødt op til mindehøjtideligheden for Henrik Frithiof - Christiansøs sidste fisker.

Den kun 46-årige omkom til havs ud fra Nexø den 20. maj, da han fiskede med sin kutter "Ramona".

Henrik Frithiof var født og opvokset på Christiansø.

Mens andre fiskere havde givet op, blev han stædigt ved med at fiske ud fra hjemstavnen, hvor han også måtte kæmpe mod sælernes indtog.

De tykhudede havdyr spiste grådigt af torsken og til sidst måtte Christiansøs sidste fisker hive både anker og pløkkerne op og flytte fra sin hjemø. Dog ikke længere væk, end han stadig kunne se Christiansø og Frederiksø. Hans nye adresse lå ikke længere væk end i Svaneke, hvorfra han fiskede langt ude på Østersøen. Lige indtil den skæbnesvanger majdag.

Den sidste ære

Én lille måned senere var venner, familie og kammerater fra et liv på havet samlet for at vise Henrik Frithiof den sidste ære. En af dem var Jens Jensen, som har kendt Henrik Frithiof, siden ham blev født.

Sammen med 13 andre beborere fra Christiansø sejlede de til Svaneke i Elephanten, hvor øens administrator Søren Thiim Andersen havde stillet båden og mandskabet til rådighed.

Vennen var meget beæret over mindehøjtidligheden og det store fremmøde.

– Det var rigtig flot, og det betyder meget for os allesammen, siger Jens Jensen, hvis far selv kom af dage under lignende omstændigheder.

Torsdag aften fik Christiansø også sagt et sidste ærefuldt farvel til dens sidste fisker. Det var i forbindelse med en kanonsalut til optagelserne til et DR-program. Efter det sjette og sidste skud holdt øboerne ét minuts stilhed for Henrik Frithiof.

Fredag i Svaneke var det ikke til kanonbrag, men med prædiken og sang, at den sidste fiskers kære ærede hans minde, så bølgernes brusen faldt i takt med visen 'Det åbne landskab'.

Jeg ka’ bedst med åbne vidder.Nær ved havet vil jeg bo

et par måneder om året,

for at sjælen kan få ro.

Jeg er skabt til åbent landskab,

hvor vindene får fart.

Hvor lærken hænger himmelhøjt

og synger smukt og klart.

Der brænder jeg min brændevin

og sanker selv min krydderurt.

Og drikker det med velbehag

til sild og hjemmebag.

Jeg er skabt til åbne vidder.

Nær ved havet vil jeg bo.

Jeg ka’ bedst med fred og frihed

for både krop og sjæl.

Hvis du kommer fuld af stridslyst,

så ser jeg helst din hæl.

Jeg er skabt til skumringstimer

og aftenbrisens sus.

Med hanegal på afstand og

med langt til næste hus.

Men trods alt ikke læng’re end,

at det kan ske engang,

at jeg sidder under stjernerne

og hører fest og sang.

Jeg ka’ bedst med fred og frihed

for både krop og sjæl.

La’ mig høre bølgen bruse

og mågens morgenskrig.

Og lytte til konkylier

med havets sange i.

Med det klare og det enkle

er jeg på sikker grund.

Når et ja er ja, og nej er nej,

og tvivlen holder mund.

Så lægger jeg en krans af løv

et sted, hvor runestene står

som vidner om en tanke, der

har holdt i tusind år.

La’ mig høre bølgen bruse

og mågens morgenskrig.

Jeg ka’ bedst med åbne vidder.

Nær ved havet vil jeg bo.

Foto: Jacob Jepsen