Husk mundbind: Disse restriktioner træder i kraft i dag

Husk mundbind: Disse restriktioner træder i kraft i dag
Så er der igen krav om mundbind i den kollektive trafik. Det gælder færger, busser, fly, tog og fjernbusser. Arkivfoto: Berit Hvassum
NOTITS | BORNHOLM | 29. NOV 2021 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | BORNHOLM
29. NOV 2021 • 05:30

Fra i dag er der atter krav om mundbind i den kollektive trafik. Det gælder også på Bornholmslinjens færger.

Det minder rederiet om på sin hjemmeside.

Man skal derfor have sit eget mundbind med, som man skal have på under hele overfarten. Man må kortvarigt tage det af, når man skal spise eller drikke.

"Husk dog at få mundbindet på igen bagefter", skriver Bornholmslinjen.

Det kommunale busselskab BAT fortæller på sin hjemmeside, at kravet betyder, at man skal bruge mundbind eller visir, når man kører med bus, og når man venter ved stoppestederne.

Kravet om mundbind gælder også i flytrafikken, i fjernbusser som Bornholmerbussen og Kombardo Expressen, i tog og i metro.

Kravet om mundbind gælder ikke for børn under 12 år, for personer med åndedrætsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau eller personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet.


Overblik over restriktionerne

• Mundbind.

Mundbind og visir vender tilbage visse steder. Det skal benyttes i den kollektive trafik, hvor det vil være krav for passagerer i bus, tog, metro, færge, indenrigsfly og taxa.

Desuden vil det være krav i detailhandel og engroshandel. Det gælder dagligvarebutikker, stormagasiner, steder med takeaway, indkøbscentre, basarer og arkader.

Krav om mundbind eller visir gælder også hos liberale personrelaterede serviceerhverv som frisører, tatovører og kosmetologer.

I sundhedssektoren gælder kravet for besøgende, patienter og medarbejdere på offentlige og private sygehuse og klinikker, praksissektoren og kommunale sundhedstilbud.

Ansatte i detailhandlen og i den offentlige transport vil dog være undtaget for kravet, hvis virksomheden stiller krav om, at de ansatte har gyldigt coronapas.

• Krav om coronapas flere steder.

Antallet af steder, hvor man skal vise coronapas, er udvidet.

Kravet om et gyldigt coronapas gælder nu på statslige arbejdspladser, videregående uddannelser, ungdoms- og voksenuddannelser samt sprogcentre.

Det gælder også hos de liberale serviceerhverv, besøgende i ældreplejen og sociale tilbud samt på lokationer, hvor der er over 100 indendørs og 1000 udenfor.

• Nedsat varighed af coronapas.

Negative testsvar gælder ikke som coronapas i lige så lang tid som tidligere. Et negativt testsvar fra en PCR-test giver coronapas i 72 timer. Før gjaldt det i 96 timer.

Et negativt testsvar fra en lyntest giver coronapas i 48 timer i stedet for 72 timer, som før var tilfældet.

Kilder: Sundhedsministeriet, Erhvervsministeriet.

/ritzau/