Hoteldirektør Trine Richter: Genåbning onsdag påvirker ikke os

Hoteldirektør Trine Richter: Genåbning onsdag påvirker ikke os
– Hvis jeg ikke har nogen gæster ovrefra boende, så har jeg ikke volumen nok rent kundemæssigt til at åbne Bornholms største hoteller, siger Trine Richter. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 20. APR 2021 • 19:03
| ABONNENT
20. APR 2021 • 19:03

GENÅBNING

Hoteldirektør Trine Richter kan ikke umiddelbart bruge onsdagens genåbning til noget, mener hun.

Hun bestyrer både Griffen Spahotel, Fredensborg Badehotel og Green Solution House (GSH), alle i Rønne.

– Vi åbner Griffen Spahotel den 6. maj og Fredensborg Badehotel den 12. maj, siger hun.

– Og begge åbninger er forsinkede. Egentlig ville vi have åbnet Fredensborg til store bededag den 30. april.

Griffen Spahotel har normalt helårsåbent, men har været lukket ned på grund af corona siden december, mens Green Solution House, som også er helårshotel, har været holdt åbent.

Så mens restauranter og værtshuse pludselig fik travlt, da de fik at vide, at de også måtte have kunder inden døre allerede onsdag, har det ikke ændret så meget for jer?

– Nej, jeg synes, ikke det giver mening at åbne onsdag, siger hoteldirektøren.

– Jeg har selvfølgelig haft mine overvejelser i forhold til, hvor meget folk kommer til at vælte ind over os, men det tror jeg ikke, de kommer til. Jeg tror, vi skal ind i maj, før det giver mening at åbne mere, end vi har nu. Det handler også om, at påsken var god for sommerhuse og ferielejligheder, men helligdagene er ikke nødvendigvis synderligt gode for hoteller. Det er ikke, så vi bliver væltet – vi er faktisk aldrig blevet væltet i påsken. Det er ikke den type gæster, der kommer.

Hvad med jeres restauranter, kunne det give mening at åbne dem?

– Hvis jeg ikke har nogle gæster ovrefra boende, så har jeg ikke volumen nok rent kundemæssigt til at åbne Bornholms største hoteller, det giver simpelthen ikke mening, siger Trine Richter.

– Vores udfordring er også, at selv om vi nu kan gøre alt muligt, så er de, der normalt kommer på vores hoteller i foråret, grupperejsende.

Trine Richter, hoteldirektør

– Vores udfordring er også, at selv om vi nu kan gøre alt muligt, så er de, der normalt kommer på vores hoteller i foråret, grupperejsende fra Tyskland, Norge og Sverige, og de kommer jo ikke væltende ind over landegrænserne lige nu. Så skal det være individuelle danskere, som kan tage på ferie nu og komme ud at spise, og der må vi bare sige, at dem er der ikke voldsomt mange af. På den måde tager vi det meget stille og roligt.

Genåbningen onsdag har simpelthen ikke så meget betydning for dig?

– Ikke så jeg hu hej vilde dyr laver om i vores planer. I forhold til, at de begyndte at tale om at lukke op og forsamlingsforbuddet blev ændret lidt, lagde vi os fast på den 6. og den 12. maj. Og der er ikke noget i det, der sker nu, der får mig til at tænke "wauw, vi laver om på det".

10 mod fem

Betyder det også noget, at tysklandsruten tidligst åbner til pinse, den 20. maj?

– Jo, men igen: Tyskerne er faktisk mest glade for at bo i sommerhuse eller ferielejligheder.

I denne nedlukningsperiode har GSH dog som nævnt været holdt åbent.

– Vi har holdt åbent for erhvervsgæster fra søndag til fredag under denne seneste nedlukningsperiode, siger Trine Richter.

– Og så kan du spørge, hvorfor jeg lukker i weekenden, og det skyldes, at hotelgæster synes, det er sjovt, at de kan spise i vores restaurant, men det har de jo ikke kunnet.

Det kan de så nu – får det dig til at åbne i weekenden også?

– Nej. Det gør vi først, når vi kommer længere hen på året. Jeg ved ikke præcis hvornår.

Hvordan har det generelt set under nedlukningen, hvor I altså har holdt åbent på GSH?

– Vi har haft erhvervsgæster, som er kommet her, og vi har også haft mindre møder, fordi det har været sådan, at man måtte forsamles 10 på Bornholm mod fem i resten af landet. Det har faktisk betydet, at vi har haft virksomheder, som er kommet over for at holde møder, har sovet her og så er taget hjem igen. Så omstændighederne taget i betragtning har det været udmærket. Vi har haft dage med udsolgt på de 35 værelser, vi har lige nu, siger Trine Richter med reference til, at hotellet aktuelt er ved at opføre yderligere 24 værelser.

I har vel brugt nogle af de hjælpepakker, der har været under coronakrisen?

– Ja. Man kan sige, at hjælpepakkerne har gjort, at vi har kunnet fastholde vores dygtige personale. Uden hjælpepakkerne havde vi været nødt til at opsige folk, siger Trine Richter, som har haft cirka 40 medarbejdere hjemsendt.

– Men nu begynder de snart at komme tilbage, så det glæder vi os til, siger hun.