– Vi har taget beslutningen, fordi vi mentalt alle sammen nu skal gå i intens arbejdsmode, siger han.
– Og det kan vi gøre på grund af den vaccineplan, der er blevet offentliggjort, og som betyder, at vi tror på, det bliver muligt at gennemføre vores festival, som trods alt først ligger henne i august. Jeg har også bemærket, at der er hollandske festivaller, som nu siger, at de går i gang. En af dem – Lowlands, som er en kæmpe festival – vil om ikke så længe lave to musikfestivaler med hver cirka 3.000 deltagende, hvor de med GPS overvåger, hvordan folk bevæger sig rundt, og på den måde sikrer sig nogle erfaringer, som de kan bruge, når de skal lave deres endelige festival. Også både vaccinepas, og at det viser sig, at quicktest fungerer bedre, end man oprindeligt troede, gør, at vi tør lave en Wonderfestiwall.
Og så til men'et:
– Når det er sagt, så skal vi have styr på økonomien igen, for der er jo gået et år, hvor vi ikke havde nogen festival, og det hele skal startes op på ny. Vi håber derfor på, at der er nogle sponsorer, der er klar til at bidrage i år, sådan som der plejer at være. Det skal til, hvis vi skal lave en rigtig festival, og vi har ikke lyst til at lave en halv "Wonder", selv om vi godt ved, at der kan blive en problematik med restriktioner og regler i forhold til, hvordan man kan gå til festival.
– Som minimum skal vi have aktiveret de sponsorer, som plejer at bidrage, men jeg tror også, vi kommer i en situation, når vi har fået de kompensationer, vi kan få, hvor vi skal finansiere yderligere nogle hundrede tusinder for at komme i mål. Derfor skal vi simpelthen også finde nogle nye sponsorer og samarbejdspartnere, og det er ikke nødvendigvis nemt oven på en periode, hvor så meget har været lukket ned. Det bliver den store udfordring for os, siger Daniel Mühlendorph.