Hidtil største udbrud af covid-19: Flest smittede i disse to grupper

Hidtil største udbrud af covid-19: Flest smittede i disse to grupper
Tirsdag formiddag er der kø til kviktestcentret på Snellemark i Rønne. Foto: Jacob Jepsen
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 16. NOV 2021 • 12:26
Jakob Nørmark
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
16. NOV 2021 • 12:26

Med 138 smittede inden for den seneste uge ligger det bornholmske incidenstal på 349 smittede per 100.000 indbyggere. Det er første gang under covid 19-pandemien, at smittespredningen på Bornholm er oppe på det niveau.

Hvis smittetallet fortsætter med at stige, og incidenstallet overstiger 400, vil det udløse lokale restriktioner på især skole- og dagtilbudsområdet.

Smitteniveauet er højere blandt bornholmske børn og unge end andre i aldersgrupper. 38 ud af de 138 bekræftede smittede – eller lidt over hver fjerde – i den forgangne uge er i skolealderen mellem seks og 15 år. Denne aldersgruppe udgør ellers under ti procent af befolkningen.

Sundhedsmyndighederne tilbyder at vaccinere børn over 12 år mod covid-19. Blandt de 12-15-årige er der konstateret 18 smittetilfælde, mens 20 børn mellem seks og 11 har pådraget sig virussen.

Relativt få ældre

Også aldersgruppen 40-64 år er en smule overrepræsenteret. SSI's tal viser, at 55 personer i denne brede aldersgruppe er testet positiv for covid-19 den seneste uge.

Blandt bornholmere i pensionsalderen har 20 personer modtaget besked om, at de er testet positiv for coronavirussen. Heraf er de fem over 80 år.

Indtil i sidste uge havde der ikke været en eneste dag med mere end 20 bekræftede smittetilfælde, men siden 9. november har SSI registreret tre dage (opgjort på datoen for prøvetagningen) med over 20 smittetilfælde på Bornholm.

Rekorden stammer fra i lørdags, hvor der blev foretaget 30 prøver, som efter analyse viste sig at være positive. Mange af disse indgik i mandagens opdatering om 41 nye smittetilfælde.

Sådan er aldersfordelingen blandt de bornholmske smittede inden for den seneste uge. Bemærk at der er stor forskel på kategoriseringen af aldersgrupper, og reelt set er forekomsten af smittede størst blandt børnene. Illustration: Statens Serum Institut