Det er vigtigt med vaccinationerne i de kommende uger, vurderer ministeren. For efter sommeren venter efteråret og vinteren, og sæsoneffekterne skal man ifølge Heunicke tage højde for.
– Vi ved nemlig, at virus trives dårligt om sommeren. Men vi ved også, at virus står på spring, så snart sæsoneffekten aftager, og er klar til at blusse op igen i efteråret og vinteren. Det så vi sidste år. Og det ser vi i mange andre lande.
– Derfor skal vi forberede os på efteråret og vinteren. Og her er jeg nødt til at bede alle danskere om hjælp. For det handler om at få opbygget en stor immunitet i samfundet for at kunne stå imod. Vi har brug for, at alle, der kan og vil, lader sig vaccinere, skriver han.
På Twitter oplyser Sundhedsministeriet, at to ud af tre borgere på 16 år eller derover nu er færdigvaccinerede. Det vil sige omkring 66 procent af den del af den samlede danske befolkning.