Susannes far, Aage Munk, erhvervede amatørlicens i 1961, i starten havde han og Søster deres heste stående hos Carl Edvard Mogensen på Ryttergården i Rønne, indtil de i 1966/67 erhvervede ejendommen Stensminde i Knudsker, hvor de har haft til huse lige siden. Det var først her, det begyndte at gå stærkt på væddeløbsbanen. Søsters far, bagermester Anker Mortensen, kom tidligt ind i billedet med flere heste. Den suverænt bedste var Mai Safari, som han opdrættede på hoppen Bellamis Volo med Safari The Great som far. Mai Safari vandt et hav af sejre på den bornholmske bane for Aage Munk, som regel i kamp med den oftest sejrende bornholmskejede hest, Nikodemus. De to kamphaner satte deres spor og har haft utrolig stor betydning for interessen for den bornholmske travsport. Mai Safari blev nummer fire i Dansk Travderby, hvilket stadig er det bedste derbyresultat leveret af en bornholmsk opdrættet hest.
Susanne Munk og Michael Larsen prærsenterer Yanni Knick og Timberlake for fotografen. Foto: Berit Hvassum
Aage Munk opnåede i alt at vinde 420 sejre på Bornholm, hvilket gør, at han stadig er at finde på listen som nummer fire over de mest vindende kuske gennem tiderne. Susanne mindes stadig nogle af hans mange sejrsheste fra de tidlge år, der ud over Mai Safari også tæller helsøsteren Sun Safari, Seven Garbo og Galvao The Great. Aage Munk stoppede væddeløbskarrieren i 2014 på grund af svigtende helbred, men hjalp i stedet hjalp Susanne i stalden, indtil hans alt for tidlige død i 2018. Susannes mor, Karen Marie ”Søster” Munk, bor stadig på Stensminde.
– Ja, mor er sej og klarer sig selv og har bestemt ingen planer om at flytte ind til byen, konstaterer Susanne.