Her skal Bornholms 11 nye ladestandere stå

Her skal Bornholms 11 nye ladestandere stå
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 23. APR 2020 • 08:38
Af:
tommy-kaas

23. APR 2020 • 08:38
11 nye ladestationer til el-bilister er i løbet af sommeren på vej til Bornholm. Kommunen vil dermed gøre det mere attraktivt at være ejer af en elbil som et led i planen om at gøre øen grønnere og mere bæredygtig.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bornholms Regionskommune.

De 11 nye ladestandere bliver fordelt på ni lokationer – to af standerne er hurtigladere.


– Bornholms Regionskommune har de sidste 10 år arbejdet på at blive en bæredygtig grøn ø også, når det kommer til vores transport. En af de største udfordringer for at få endnu flere el-biler ud og køre har indtil nu været at sikre tilstrækkelige ladestandere, derfor er vi rigtigt glade for samarbejdet og projektet i det hele taget, siger borgmester Winni Grosbøll ifølge pressemeddelelsen.

Projektet er inddelt i tre dele, hvoraf arbejdet med etablering af infrastruktur til offentligt tilgængelige ladestandere, såsom offentlige parkeringspladser med betonfundamenter ligger hos kommunen. EU CAR står for at finansiere tilslutningsafgifter, elektriker-og entreprenørarbejde, imens en ekstern leverandør finansierer montage, drift og vedligehold. Den sidste del af opgaven har været i et EU udbud og på baggrund af det, er opgaven med montage, drift og vedligehold af standerne lagt i hænderne på Bilejernes forbruger- og interesseorganisation, FDM, oplyser kommunen.