Her er den nye akutbil: Kører uden udrykning

Her er den nye akutbil: Kører uden udrykning
Hvis der kommer en akut opgave til Akutbil Bornholm, mens den er hos en ikke-akut-patient, så kører Akutbilen straks afsted på den akutte opgave. Patienten får i stedet hjælp af en ambulance, der sendes afsted. Foto: Jacob Jepsen
SUNDHED | BORNHOLM | 8. SEP 2021 • 18:13
Sofie Møller
Journalist
SUNDHED | BORNHOLM
8. SEP 2021 • 18:13

Akutbil Bornholm får fremover en ny funktion, hvor paramediciner og sygeplejerske på akutbilen kan tilse patienter, som ikke er i akut livsfare. Onsdag viste Bornholms Hospital bilen frem for offentligheden og præsenterede den nye ordning i detaljer.

– Fra i dag skal vi sende vores nye akutbil ud på endnu flere og nye opgaver.

Sådan lød det fra Karina Nørby, centerchef for sundhed og forebyggelse, til pressemøde på Bornholms Hospital, hvor den nye ordning for akutbilen blev præsenteret i detaljer.

Fra dags dato kører Akutbil Bornholm nemlig også ud til ikke-akutte opgaver, hvor den praktiserende læge eller 1-1-2 vurderer, at patienten skal tilses, men ikke nødvendigvis indlægges. Derudover vil akutbilen også blive sendt ud på ambulancekørsler uden udrykning for at undersøge om patienten kan hjælpes på en anden måde end af en ambulance.

Det er en arbejdsgruppe bestående af aktører fra Bornholms Hospital, Akutberedskabet, den kommunale sygepleje, de praktiserende læger og brugerrådet, som har udarbejdet ordningen.

– Det er et rigtig stort tværsektorielt projekt, vi har gang i her, og derfor har det også taget lang tid, at få den helt rigtige plan på plads, forklarer Karina Nørby og understreger efterfølgende, at den nye ordning på ingen måde betyder, at akutbilen ikke længere kører ud på akutte opgaver.

– Selvfølgelig gør den det. Det akutte er stadig det vigtigste, og akutbilen vil altid køre ud på de almindelige akutte opgaver, siger hun.


I halvandet år har arbejdsgruppen arbejdet på at udvikle den nye funktion til Akutbil Bornholm. – Vi har vendt hvert et lille scenarie for, hvordan det her blev bedst muligt, siger Karina Nørby, centerchef for sundhed og forebyggelse. Foto: Jacob Jepsen

 

Det handler om tryghed

Den grundlæggende ide bag akutbilens nye opgaver er, at borgerne skal føle sig trygge. Patientens tryghed vil altså i mange tilfælde være højere, når der er mulighed for, at patienten kan blive hjemme i trygge rammer og undgå at blive indlagt på hospitalet.

Praktiserende læge Rikke Hjorth Westh, som er en del af arbejdsgruppen fortæller, at det er et behov, man helt konkret har været ude at afsøge.

– Vi oplever tit, at vi vurderer, at patienten bør tilses, men patienten selv siger: "Åh nej, skal jeg så på hospitalet?" Så jeg tror, ordningen kommer til at betyde meget for patienterne, fortæller Rikke Hjorth Westh.

I første omgang kører akutbilen ikke-akutte opgaver på hverdage mellem klokken 8.00 og 15.00. De næste tre måneder vil man løbende evaluere og kigge på punkter, hvor ordningen kan forbedres.

– Vi ved godt, at der også vil være brug for en akutbil til ikke-akutte opgaver om aftenen og i weekenderne. Men vi tager en ting ad gangen, og så håber vi, at vi på sigt kan udvide, så den kører på alle døgnets timer, siger Karina Nørby.

Narkosesygeplejerske Lone Folkmann og paramediciner Christian Mejlvang viste den nye akutbil frem for fagfolk. – Som udgangspunkt indeholder bilen ikke noget anderledes end andre akutbiler. Den skal stadig kunne det hele, siger Lone Folkmann. Foto: Jacob Jepsen

 


Fakta

• Akutbil Bornholm fortsætter i samme funktion som hidtil, men får flere opgaver når den ikke kører på akutte ture.

• Akutbil Bornholm kan via egen læge eller 112 sendes til mindre akutte tilstande, som for eksempel vejrtrækningsbesvær og lettere tilskadekomst.

• Akutbil Bornholm er bemandet med det samme personale som altid – en paramediciner og en sygeplejerske.

• Akutbil Bornholm kan vurdere patientens behov og eventuelt behandle patienten i eget hjem.

• Hvis der kommer en akut opgave til Akutbil Bornholm, mens den er hos en ikke-akut-patient, så kører Akutbilen straks afsted på den akutte opgave. Patienten får i stedet hjælp af en ambulance, der sendes afsted.

• Akutbil Bornholm kører til ikke-akutte opgaver på hverdage kl. 08.00-15.00.

• Akutbil Bornholm kører fortsat til akutte opgaver hele døgnet alle ugens dage.