Havet tog Henrik, men ikke hans arv

I maj fik hundredevis af mennesker landet over den forfærdelige besked, at Christiansøs sidste fisker – Henrik Frithiof – var gået tabt til Østersøens bølger. At den beskedne mand havde gjort et stort indtryk på mange, stod klart et par uger senere, da folk fra nær og fjern samledes til mindehøjtideligheden.

11. juni 2021 var en kontrasternes dag i Svaneke. Solen delte generøst ud af sine stråler, og der blæste en behagelig vestenvind. Højsæsonens turister fyldte godt op i byens gader, som summede af travlhed.

Men et pileskud fra det bornholmske turistmekka i Vige Havn hørte afslappetheden op. Her var over 100 mennesker samlet. Nogle med alvorlige miner og bøjede nakker, mens andre græd. En del var bornholmere, 12 fra Christiansø og andre langvejs fra. Alle var de mødt op for at vise den sidste ære til 46-årige Henrik Frithiof – kendt som Christiansøs sidste fisker, som forsvandt til havs 20. maj.

Mindehøjtideligheden var en smuk afsked med en af Østersøens fremmeste sønner.

– Han kunne ikke være blevet sendt bedre af sted, fortæller Henriks søster,Mette Frithiof, til Bornholms Tidende nogle måneder senere. Hun tilføjer:

– Samtidig var det også meget ulig Henrik. Han havde helt klart sagt: "Nu skal I ikke lave så meget postyr for mig". Men for vores andres skyld var det rart at se den betydning, han havde for andre.

Til lejligheden havde familien opstillet et lille alter med Henriks billede – og en lille kasse med små kort, hvor familien opfordrede folk til at skrive tanker og oplevelser om Henrik ned. På disse kort er der især to ord, der går igen, og det første er netop ydmyghed.

– Mange føler, at Henriks død bare føles så forkert. Alle havde jo sindssygt meget respekt for ham, fordi han var så dygtig, som han var, og samtidig så lidt pralende, fortæller Mette Frithiof.

Efter præstens tale var der højsang med visen 'Det åbne landskab'. En sang, der kunne have været skrevet til Henrik, som elskede de åbne vidder, han nu for evigt er en del af.

– Der er mange mennesker, der siger til mig, at de ser ham hver gang, de kigger ud over havet, siger Henriks kæreste Nina Eis.

Henrik Frithiof blev 46 år og efterlod sig en kæreste og to drenge. Foto: Jacob Jepsen

Fiskeri i blodet

Det andet ord, der går igen på kortene, er stædighed.

– Han bliver husket for at være en hårdtarbejdende, dedikeret fighter, der stædigt fortsatte fiskeriet fra Bornholm, hvor alle de andre bornholmske fuldtidsfiskere for længst havde givet op eller søgt andre steder at fiske fra, siger Mette Frithiof.

Henriks opvækst på Christiansø ligner den traditionelle fortælling. Både faren og farfaren havde været fiskere, og Henrik vidste lige siden han kunne gå og tale, at han også ville være fisker.

– Han havde dårligt tid til at gå i skole, for han var altid nede på havnen, fortæller Henriks mor Jytte Frithiof.

Som femårig købte han sin første jolle for 100 kroner. Den var lyseblå, erindrer søsteren, og pengene kom dels fra hans fødselsdagspenge og dels fra hans egen sparegris. For allerede dengang sås også et af Henriks andre fremhævede karaktertræk: Sparsommeligheden.

– For eksempel når vi fik slik, så gemte han sit, og når vi andre så havde spist vores, solgte han det til os, fortæller Mette Frithiof, der smiler, når hun tænker tilbage på Henriks første båd.

– Jeg blev slæbt op mange morgener, fordi jeg skulle ned og hjælpe ham, og vi sejlede mange ture i den båd.

De indfangede fisk solgte den lille knægt til øens turister. Blandt andet ved at sejle op til de sejlskibe, der lagde til om sommeren. I 8. klasse havde drengen, der skulle blive kendt som Christiansøs sidste fisker, således sparet over 100.000 kroner op.

Det var også i 8. klasse Henrik kom på efterskole i Tølløse, men det brød han sig ikke om.

– Der kunne han ikke holde ud at være. Det var ikke noget vand rundt om, siger Jytte Frithiof.

Efter et år skiftede han skole til Den Maritime Efterskole i Bagenkop på Langeland, hvor han tog 9. og – efter lidt pres fra mor og far – også 10. klasse. Det var ikke, fordi Henrik hadede skolen eller var en dårlig elev. Han ville bare hellere ud at fiske. Faktisk roste lærerne ham til skyerne og så gerne, at han læste videre. Men Henrik lod sig ikke påvirke af smigren, fortæller Mette Frithiof:

– Han holdt meget fast på, at han var fisker.

Og sådan blev det. Siden sit 17. år var Henrik – uden nogen afstikkere til andre erhverv – fisker. Som 21-årig i 1996 købte han sin første rigtige båd. Og i 1997 flyttede han tilbage til Christiansø, som han først forlod igen i 2013, hvor han flyttede til Svaneke med sin daværende kone og parrets to børn.

"Henrik var altid i stand til at gøre os klogere, men aldrig på en brovtende måde", fortæller søsteren Mette Frithiof. Foto: Martin G. Hansen


En livslang kamp

Når Henrik drog ud i sin båd Ramona, forsøgte han altid at tænke bæredygtighed ind i sit fiskeri. Forstået på den måde, at det skulle være balance i fiskeriet, hvor han også tænkte på naturen og marinelivet. Derfor brugte han aldrig trawl.

Han var heller ikke ude på at skovle penge ind, og alligevel ville han gerne fange rigtig mange fisk. Men her handlede det mere om "at regne den ud". Det vil sige at kigge på skråningerne under havet, tjekke vandtemperaturerne, holde det oppe mod havstrømningerne og ud fra det vurdere, hvor fisken befandt. Alle, som Tidendes udsendte talte med, fremhævede, at Henrik var exceptionelt god til "at regne den ud".

Men selvom Henrik var en dygtig og dedikeret fisker, måtte han arbejde hårdt for hver eneste fisk, han fik i garnet, og, hvis man ser bort fra de første år på Christiansø, kunne han for det meste kun lige tjene en årsløn hjem på sit fiskeri. Og det krævede, at han næsten altid var ude at fiske. Selv i julen, hvor han måske lige kom hjem klokken syv om aftenen til maden, men så drog han også ud igen næste dag.

– Det blev han nødt til for at holde skindet på næsen, fortæller Mette Frithiof.

Men selv den dygtigste fisker kan ikke hive fangster hjem, hvor der ingen eller få fisk er. Og de sidste år af Henriks liv blev fiskeriet i Østersøen mere og mere elendigt. Det fik ham til så småt at overveje en anden leveveje. Det fortæller Henriks mor Jytte Frithiof. Henrik gik dog ikke sådan og delte ud af sine indre spekulationer. Først når han vidste, hvad han ville, informerede han omverdenen om sin beslutning. Men her havde han talt om måske enten at blive selvforsynende på sin gård med lidt grise og andre dyr eller måske at tage certifikat til sætteskipper og for eksempel sejle med forsyningsbåde til boreplatforme. Men et liv på havet uden fiskeriet sagde ham ikke så meget. Gennem alle de møjsommelige år var det netop kærligheden til sit håndværk, der fik ham til at hænge i.

– Han ville røre ved fisken. Han ville være ude på havet og stå og kigge på månen, siger Mette Frithiof.

Men hans liv bestod også af mere end det. Først og fremmest hans to drenge på 10 og 13 år.

– De var det vigtigste for ham, og han var en meget dedikeret far. Selvom drengene er meget forskellige, var Henrik god til at tage hånd om deres forskelligheder, fortæller Mette Frithiof.

Når Henrik var i land, tilbragte han det meste af sin tid på at istandsætte sin nyerhvervede gård. Den ligger udenfor Svaneke og var ikke et decideret håndværkertilbud, men den krævede en kærlig hånd. Her opdagede Henrik, at han snildt kunne overføre sine håndværksmæssige kundskaber fra båden til arbejdet med at renovere og bygge på ejendommen. Noget, der ifølge søsteren gav ham både glæde og ro.

Filosoffen

Henrik elskede at tage fat, og han stod gerne op klokken fire om morgenen, selv når han ikke skulle på havet. Men inden han gik i gang med dagens dont – hvad enten det var på gården eller vandreture i naturen – nød han at sidde med sin morgenkaffe og betragte alle de dyr, der kom forbi haven, mens han spekulerede på alt og intet.

Generelt filosoferede Henrik meget over tingene, skønt han ikke førte sine tanker frem for Gud og hver mand. Hertil var han også meget belæst, og interessen for bøgerne havde han, ifølge sin mor, haft siden barnsben.

Så skønt Henrik var en bomstærk mand, der ofte hev over 10 kilometer line ind, når han var ude at fiske med laksekroge, var han også stærk i hovedet. Noget forsker ved DTU Aqua Lotte Klindt-Larsen hurtigt erfarede, da hun første gang mødte Christiansø-fiskeren.

– Henrik var sindssygt godt begavet. Den roterede virkelig hurtig på første etage.

De to arbejdede sammen på et projekt om at udvikle sælsikre tejner – altså bure, hvor man kan fange fisk i, uden at sælerne spiser fangsten. Projektet startede for omkring 10 år siden, og med det udviklede der sig et venskab mellem forskeren og fiskeren.

– Han var det kæreste og varmeste menneske, der kunne vende negative situationer til det positive. Det var svært ikke at holde af ham, siger hun.

Når familie og venner taler om Henrik, giver de indtrykket af, at Henrik besad en viden og livserfaring, som man ikke kan lære på nogen skolebænk, og den betragtning er Lotte Klindt-Larsen enig i.

– Han kom med ideer og havde en intuitiv forståelse for, hvordan forskning virker.

De to nåede at tilbringe mange timer på havet sammen, hvor de eksperimenterede med forskellige tejner. Og her udstrålede den velbefarende, rolige og begavede fisker en enorm tryghed, fortæller Lotte Klindt-Larsen.

– Jeg vidste, at kom vi i problemer, så skulle Henrik nok sørge for, at vi klarede den. Han ville altid finde en løsning.

Henrik bidrog også med vigtige input til de sælsikre tejner, og en del af hans arv er, at de er ved at blive taget i brug rundt omkring i verden. Senest i Mexico.

– Den viden og erfaring, som Henrik og jeg har opbygget, bliver givet videre, siger forskeren.

Lotte Klindt-Larsen var også med til mindehøjtideligheden, som gjorde et dybt indtryk på hende:

– Når man tænker på, hvor lidt han havde været i land, og så at se, hvor mange mennesker, der holdt af ham. Det var vildt.

Havets pris

Før Henrik betalte den ultimative pris, havde livet på havet allerede kostet Henrik en del. Foruden dyrebar tid med sine børn og familie, var han en mand med mange skavanker.

– Der var ikke en dag, hvor han ikke havde ondt et eller andet sted. Det var alt fra tinnitus, fordi han havde sovet opad en maskine i mange år, til skuldrene, ryggen og især knæene. Når han var ude på havet og stod og arbejdede, måtte han jo spænde benene fast indenunder noget, og det har revet i knæene på daglig basis. Der var dage, hvor det at komme ud af sengen kunne være svært. Men der var han en typisk mand, der ikke brød sig om at få hjælp eller gå til lægen. Han var altid sådan: "Jeg skal bare ned på båden. Smerten går væk, når bare jeg kommer ned på båden", fortæller Mette Frithiof.

Hertil har Henrik før været tæt på at omkomme til havs. Det var i 2005, da han blev nedsejlet af en coaster. Han lå i det kolde vand i 20 minutter uden overlevelsesdragt og ventede på, at selvsamme coaster fik vendt om og hentede ham, mens han kæmpede med ikke at miste bevidstheden. Da han langt om længe fik lægehjælp, var hans kropstemperatur nede på 26 grader.

– Han overlevede kun, fordi hans båd vendte sig om, så han kunne stå fast på rælingen og holde fast, fortæller Mette Frithiof.

Fiskeriet har altid hørt til blandt de farligste erhverv, men risiciene stiger markant, når man som Henrik er enkeltmandsfisker. Her er de oftest alene på havet, og sker der noget, er hjælpen langt væk. Men Henrik var bekendt med faren ved det liv, som han havde valgt.

– Han havde altid sagt, at han ikke regnede med at blive særlig gammel, og det havde han egentlig heller ikke noget imod. Men han var alligevel begyndt at sige: ”Nu har jeg sgu ikke noget imod at blive 80”, siger Mette Frithiof.

Én mands aftryk

Henriks jordiske rester er ikke blevet fundet, og han er derfor endnu ikke erklæret død, kun formodet død. Familien kan første ansøge om en dødserklæring, når han har været væk i seks måneder. Det vil sige 20. november.

Henriks mor Jytte Frithiof fortæller, at selvom hendes hjerne fortæller hende, at Henrik ikke er her mere, så har hendes hjerte ikke forstået det endnu.

– Så længe han ikke er fundet, så forstår jeg det ikke.

Når alt kommer til alt, er det naturligvis ikke fiskeren, men mennesket Henrik, som de efterladte husker bedst.

– Hans hårde flid og omsorgsfuldhed, siger Jytte Frithiof.

– Henriks kæmpe hjælpsomhed. Især da jeg som 20-årig fødte min søn som alenemor. Så kom han altid forbi, når han kunne, siger Mette Frithiof.

Kæresten Nina Eis husker ham for hans romantik, intelligens og deres filosofiske samtaler.

– Vores yndlingsstund var over morgenkaffen, hvor vi kunne sidde og vende verdenssituationen sammen.

Hvis andre vil lære noget af Henriks liv, så er moren, søsteren og kæresten, uafhængig af hinanden, enige om, at Henrik har vist, at folk sagtens kan følge deres drømme, men samtidig vide at de ikke når derhen ved viljens kraft alene. Det kræver flid, dedikation og påpasselighed.

– Og at man bliver nødt til at sætte til side til dårligere tider, siger Mette Frithiof.

Mindehøjtideligheden for Henrik Frithiof blev holdt 11. juni ved Vige Havn i Svaneke. Foto: Jacob Jepsen

Æret være hans minde

Henrik har altid haft nemt ved at finde venner på grund af sit ligefremme og ærlige væsen, fortæller Jytte Frithiof. Og hans stædige valg om at fiske i et farvand, som var opgivet af stort set alle andre erhvervsfiskere, skabte kun øget interesse om hans person. Så fra sin båd Ramona var Christiansøs sidste fisker lidt af en institution i Svaneke, hvor han på sin egen stille og rolige måde udgjorde et midtpunkt. Men som alle, som Bornholms Tidende har talt med, fortæller, underspillede Henrik konsekvent sin status.

I samme ånd foregik mindehøjtideligheden for Henrik. Under Svanekes solskin, akkompagneret af bølger og mågernes musik, sagde venner, familier og kolleger farvel til Henrik Frithiof med en beskeden ceremoni, der ikke vakte opsigt. Til trods for at de mange sørgende fyldte hele Vige Havn.

Det var ikke kun den dygtige, stædige fisker fra Christiansø, de kom for at ære. Det var først og fremmest det rare og omsorgsfulde menneske, der ikke brød sig om at være i centrum – bortset fra, når der var en god fest, fortæller søsteren:

– Så var det boogie-woogie, og så nød han at være midtpunktet.

Midtpunktet var Henrik også den junidag i Svaneke og for sidste gang. Men selvom Henriks krop blev opslugt af bølgerne, lever hans ånd videre i de mange mennesker, som elskede ham. Som en ven skrev på et af kortene til mindehøjtideligheden:

"Hvis alle var som dig, var der ingen krig. Kun hårdtarbejdende mennesker, som fester, når de har fri."