Handelsforening: 'Krav om test er i alles interesse'

Handelsforening: 'Krav om test er i alles interesse'
Ikke overraskende vækker udsigten til en mulig genåbning af dele af butikslivet på Bornholm glæde hos handelsforeningen Østlandet. Her lader talsperson Kell Hansen sig ikke ryste af de nye krav, som vil følge med en genåbning. For det at være omstillingsparat hører med til at være erhversdrivende. Arkivfoto: Allan Rieck
| ABONNENT | 24. FEB 2021 • 09:24
| ABONNENT
24. FEB 2021 • 09:24

ERHVERV

Udsigten til, at dele af det bornholmske erhvervsliv kan genåbne på mandag, er ikke længere en fjern plet i horisonten, og en delvis genåbning i næste uge vil skylle en glædesbølge hen over de erhverv og butikker, der får lov til at slå dørene op, fortæller Kell Hansen, talsperson for handelsforeningen Østlandet.

– Vi er meget lettede over, at vi specielt på Bornholm kan se frem til en opblødning af restriktionerne.

Han understreger samtidig, at han afventer, hvordan den endelige genåbningsplan lander i morgen, men indtil da vil han gerne tage de positive briller på.

– Der er rigtig mange af de her udvalgsforrentninger, som er enkeltmandsforretninger med få ansatte, de hænger virkelig i økonomien. Så for dem vil en genåbning være mere end kærkommen.

Udvalgsbutikker er butikker, som har udvalgte varer inden for nogle bestemte kategorier. Det kan for eksempel være sportstøj eller en taskebutik.

Nyt testregime

Til Bornholms Tidende har borgmester Thomas Thors (S) tirsdag udtalt, at han forventer, at politikerne giver Bornholm lov til en delvis genåbning. Dog med fortsatte restriktioner og krav om et nyt testregime, der formentlig indebærer, at kunder skal kunne fremvise en frisk negativ coronatest, inden de for eksempel kan blive klippet af deres frisør.

– Vores udgangspunkt har hele tiden været, at i den udstrækning, sundhedsmyndighederne ville godkende det, så lukker vi op. Det er den situation, vi er i nu. Det er ganske vist kombineret med et omfattende testregime, men jeg mener, at fordelene opvejer ulemperne ved det, siger Thomas Thors.

Udsigten til, at nogle erhvervsdrivende skal genåbne med påbud om at kræve negative coronatest af deres kunder, er ikke noget, der ryster talspersonen for Østlandet. Kell Hansen beholder fortsat de positive briller på.

– Det er nok noget, vi alligevel kommer til at leve med i fremtiden på en eller anden måde. Altså at vi skal kunne dokumentere, at vi for nyligt et blevet testet negativ for corona.

Han påpeger, at det desuden ikke er noget nyt, at erhvervsdrivende inden for detailhandlen fungerer som en slags håndhæver. Butikker, der sælger spiritus og cigaretter, skal eksempelvis kræve ID af kunder, hvis der er tvivl om deres alder.

Bliver en del af normen

For frisører, tatovører og andre liberale erhvervsdrivende vil et muligt krav om fremvisning af en coronatest ganske vist være et nyt og fremmed element i deres forretning. Det forstår Kell Hansen godt, ligesom han forstår, at det uvante til en start kan virke besværligt og irriterende. Men ifølge Kell Hansen er det noget, de må acceptere.

– Det er nu engang en del af det at drive forretning. Det kan godt være, det er irriterende for eksempel at skulle kræve dokumentation, før en frisør må lade en kunde sætte sig i frisørstolen, men det er nu engang i alles interesse. Både virksomhedens, som jo af den grund får lov til at lukke nogen kunder ind, og i alle borgeres interesse, at vi skal teste i en højere skala. For så hælder vi ikke mere brændstof på epidemien.

En vigtig pointe hos Kell Hansen er, at både erhvervsliv og kunder bliver nødt til at være omstillingsparate, hvis Danmark skal klare sig igennem coronakrisen. Det er dog også hans opfattelse, at det magter langt de fleste. Derfor forventer han heller ikke, at kravet om negative coronatest går hen og bliver et problem.

– Jeg tror, at når detailhandlen har fordøjet det her, så vil de helt klart bruge de her redskaber. Og jeg tænker, at det efter noget tid går hen og bliver lige så normalt som et håndtryk.

Hvad angår hele det etiske spørgsmål, om det er retfærdigt at kræve af folk, at de skal lade sig teste, før de kan blive klippet, har Kell Hansen dette svar:

– Jeg forstår godt frustrationen, men jeg vil gerne vende spørgsmålet om og sige, at det jo er uretfærdigt for de svageste borgere, hvis vi, der er raske og rørige, ikke magter at løfte den her samfundsopgave. Det burde bare være en helt naturlig ting.