Håndværkere forventer en fremgang på 15 procent

Håndværkere forventer en fremgang på 15 procent
Byggebranchen har klaret sig godt igennem coronakrisen og ser optimistisk på 2021, viser en undersøgelse fra Erhvervshus Hovedstaden. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 7. APR 2021 • 07:53
Henrik Nielsen
Journalist

7. APR 2021 • 07:53

ERHVERV

Vinterens nedlukning har presset virksomheder til et nyt lavpunkt. Det gælder også for de lidt over 100 bornholmske virksomheder, som har deltaget i en undersøgelse i Erhvervshus Hovedstadens regi. Alligevel er forventningerne til omsætningen i 2021 forsigtigt optimistiske.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Ikke overraskende er det særligt turisme- og oplevelsesbranchen, der er hårdt ramt. Selvom Bornholm havde glæde af en god sommersæson med mange indenlandske besøgende, rammer de manglende udenlandske turister oplevelsesbranchen hårdt, særligt i ydersæsonen.

Byggebranchen har klaret sig godt gennem krisen. Her er omsætningen i gennemsnit for hele 2020 steget med knapt tre procent. Indenfor handel, service og industri er der stor forskel på, hvordan virksomhederne har klaret sig. Nogle er meget hårdt presset på likviditeten, mens andre har fundet nye måder at afsætte deres varer på, ikke mindst ved via internettet.

– Vi har siden krisens start udvidet vores tilbud om økonomisk overblik og digitalt salg og markedsføring, det oplever vi stor efterspørgsel efter, og vi har taget alle virtuelle mødefaciliteter i brug for at nå ud til virksomhederne, fortæller erhvervschef Christa Lodahl hos Business Center Bornholm i pressemeddelelsen.

Digitalisering af forretningen

Når det gælder forventninger for 2021, viser undersøgelsen en forsigtig optimisme. Dette gælder især håndværksvirksomhederne, som forventer en omsætningsfremgang på hele 15 procent. Også hos handel- og industrivirksomhederne er der tegn på bedring. Der forventer virksomhederne en omsætningsstigning på henholdsvis 5,1 og 0,7 procent. Service- og turisterhvervene er forsat udfordret på omsætning, men ser også lysere på væksten i 2021, fremgår det af pressemeddelelsen.

Målingen er foretaget før genåbningen af Bornholm, men ifølge Erhvervshus Hovedstaden kunne noget tyde på, at udrulningen af vacciner har fået virksomhederne til at se en anelse mere lyst på fremtiden.

Coronakrisen har sat ekstra skub i virksomhedernes fokus på at konkurrere sig til vækst og fremgang gennem digitalisering af forretningen. Derudover ser virksomhederne de største muligheder for at styrke forretningen gennem netværk med andre relevante virksomheder og ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

En højdespringer i forhold til tidligere målinger er ønsket om at komme i gang med grøn omstilling og bæredygtighed. Dette vægtes mere end dobbelt så højt i forhold til efterårets måling.