Guide: Nå et smut forbi Folkemødet – og fire andre ideer til din weekend

Guide: Nå et smut forbi Folkemødet – og fire andre ideer til din weekend
Klemensker Svømmebad åbner lørdag. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 18. JUN 2021 • 20:31
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
18. JUN 2021 • 20:31

GUIDE

Weekenden står for døren, og traditionen tro er der på denne tid af året mange muligheder for at få en oplevelse her på øen. Vi har udvalgt en håndfuld, som man kan lade sig inspirere af, men der er også andre muligheder, hvis man er lidt opsøgende.

1. Går man med tanker om at blive fisker, eller vil man gerne vide, hvordan man bliver det, så kan man lægge vejen forbi Rønne Havn og skoleskibet Athene. Det er Fiskeriskolen i Thyborøn, der er på sommertogt for at fortælle om uddannelsen til erhvervsfisker, og i den forbindelse besøger skolens og dens undervisningsskib Bornholm. Der er åbent skib fra klokken 8 lørdag, som nok er tidligt for mange, men ikke for fiskere.

2. Vil man nå at deltage i årets coronatilpassede udgave af Folkemødet, kan man stadig nå det lørdag. Både morgen, middag og aften er der ledige billetter til alle sektioner. På hovedscenen kan man opleve partiledertaler fra enten Søren Pape Poulsen (K) og Isabella Arendt (KD), Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mai Villadsen (EL) eller Pernille Vermund (NB). Af lokale indslag kan blandt andet nævnes muligheden for at møde Venstres folkevalgte politikere fra Bornholm, en debat om energiøen i en bornholmsk vinkel og bornholmerquiz med miljøminister Lea Wermelin som quizmaster. Alle arrangementer kræver billet og gyldigt coronapas.

3. I Klemensker er åbningen af byens svømmebad en vigtig sommerbebuder, og det sker lørdag klokken 13. Bassinet er gjort rent, kiosken har fået en kærlig hånd, og den lokale brugs har doneret nye bordbænkesæt, så alt er klar til en ny sæson. Der er officiel åbning med åbningstale, kaffe, kage og sodavand, og så er der ikke mindst mulighed for en gratis tur i bassinet i løbet af de tre timer, der er åbent. Alle voksne skal huske gyldigt coronapas, og der vil være begrænset adgang til omklædningsrum. Alle faciliteter bliver løbende sprittet af.

4. Er man til den lokale natur, så kan man søndag deltage i De vilde blomsters dag i Nexø. Klokken 10 går turen fra festpladsen ved Nexø Kirkegård med Morten Bach Jørgensen og Tino Hjorth Bjerregaard som guider. Turen går igennem Nexø Lystskov til plantedynamik på en gammel losseplads og videre til naturlig vegetation på sandstenshede og strandoverdrev. Man ser også på levende fortidsminder ved den middelalderlige anløbsplads på Nexø Sydstrand. Turen arrangeres af Danmarks Naturfredningsforening Bornholm og Naturhistorisk Forening for Bornholm.

5. Søndag er kirkedag, og har man lyst til en lidt anderledes gudstjeneste, så danner Allinge Kirke søndag ramme om en økumenisk gudstjeneste. Det er en tradition, at forskellige kirker går sammen om at holde gudstjeneste i Allinge Kirke i forlængelse af Folkemødet, og i år har de inviteret Christoffer Emil Bruun til at holde en gæsteprædiken. Han er trosredaktør på DR og journalist på programmet Tidsånd på P1. Gudstjenesten begynder klokken 10.30 og gennemføres efter de gældende restriktioner. Der er ikke fælles salmesang, så salmerne vil i stedet blive sunget af koret. Økumenisk kan i øvrigt oversættes til mellemkirkelig.