Grøn tankstation på Bornholm: 'Vi har travlt med at få taget et godt afsæt'

Grøn tankstation på Bornholm: 'Vi har travlt med at få taget et godt afsæt'
– Man kan se det her som et strategisk tiltag til at positionere Rønne Havn og Bornholm et solidt sted, siger direktør i Rønne Havn Thomas Bendtsen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 15. JUN 2021 • 08:14
Sofie Møller
Journalist
| ABONNENT
15. JUN 2021 • 08:14

ENERGI

Et nyt konsortium, ved navn Bunker Hub, er netop gået igang med at teste muligheden for at etablere en tankstation med grønt skibsbrændstof på Bornholm.

Konsortiet består af otte forskellige aktører, hvoraf to af dem er lokale, Rønne Havn og Bornholmslinjen.

Ifølge direktør i Rønne Havn Thomas Bendsten kan en eventuelt grøn tankstation få stor betydning for havnen og ikke mindst Bornholm i fremtiden.

– Man kan se det her som et strategisk tiltag til at positionere Rønne Havn og Bornholm et solidt sted, siger han og uddyber:

– Lige nu ser vi store krav til skibstransporten om at overgå til mere miljøvenlige brændstoffer. I over hundrede år har vi hentet energi til skibene fra oliefelter. Det marked bliver rystet fuldstændig. Så ved, at vi allerede nu begynder at kigge i den retning, positionerer vi Rønne Havn bedst muligt i forhold til det fremtidige marked, hvor vi årligt bliver passeret af 60.000 skibe.

Thomas Bendtsen fortæller, at udviklingen til grønne brændstoffer selvfølgelig ikke sker fra den ene dag til den anden, men at det er en udvikling, der går hurtigere, end mange tror.

– Jeg vil tro, at vi begynder at se, at nogle skibe allerede omstiller sig fra 2025. Det er også derfor, vi fra Rønne Havns side har travlt med at få taget et godt afsæt. Og det her er første skridt på vejen, siger han.




Konsortiet har netop igangsat en forundersøgelse for at afklare det økonomiske potentiale i at levere bæredygtige brændstoffer til de mere end 60.000 skibe, der hvert år passerer Bornholm midt i Østersøen. Brændstofferne skal produceres ved brug af offshore-vindenergi, også kaldet power-to-X. Power-to-X er altså en samlet betegnelse for teknologier, hvor elproduktion omdannes til brint, syntetiske gasser, brændstoffer eller kemikalier. Grafik: Christina Skovmose 

Sejler på ammoniak

Hos Molslinjen, der også driver Bornholmslinjen, kan man nikke genkendende til arbejdet med at reducere energiforbrug og CO2-udslip på alle ruter.

– Vi har længe arbejdet på nogle planer om, hvordan vi når vores klimamål med at reducere 70 procent af CO2-udslippet i 2030. Det er noget, vi har forpligtet os til i vores samarbejde med regeringen, siger PR- og kommunikationschef Jesper Maack.

Han forklarer, at man satser på en elektrificering af vestrute-netværket, hvor man allerede sidst på sommeren vil se den første elfærge på Fanø.

Det vil dog ikke på samme måde være muligt at elektrificere færgerne, der sejler mellem Bornholm, da disse ruter er noget længere, og man sejler i en højere fart.

– Bornholm bliver derfor vores forsøg på at sejle på alternative brændstoffer. Lige nu har skibsfarten generelt øjnene rettet mod ammoniak, og derfor er vores motorproducent i Finland i gang med at undersøge, hvordan motorerne kan bygges om, så de i fremtiden kan sejle på ammoniak, siger Jesper Maack.

Planen er, at man i 2028 håber på at kunne sejle med de alternative brændstoffer.

Komme med know-how

Som sagt er Bornholmslinjen også en af de otte aktører i det nye konsortium, og for Jesper Maack er det vigtigt at understrege en ting.

– Vi er ikke gået ind i arbejdet for, at nogen skal bygge en tankstation, som vi så kan sejle til. Vi er derimod med, da det selvfølgelig giver mening i forhold til, at vi kan bidrage med noget know-how. Vi har en teknisk forståelse, og ved hvordan tingene skal kunne hænge sammen i hverdagen for en skibsoperatør. Det er sådan noget, vi kan byde ind med i forundersøgelserne, siger han.

Han håber, at det i fremtiden bliver til noget med den grønne tankstation, da det ville være et stort skridt i den grønne retning for hele skibsfarten.