Grøn energi skal være fremtidens erhvervsfyrtårn

Grøn energi skal være fremtidens erhvervsfyrtårn
I den seneste tid har arbejdet med havvind været meget synligt på Rønne Havn. I fremtiden skal grøn energi være et erhvervsfyrtårn her på øen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 31. MAJ 2021 • 14:08
Henrik Nielsen
Journalist

31. MAJ 2021 • 14:08

ERHVERV

Hvordan investeres der bedst i lokale erhvervsstyrker og -potentialer, der kan udvikle sig til erhvervsfyrtårne? Det spørgsmål skal syv regionale vækstteams forsøge at besvare, og vækstteamet for Bornholm kom mandag med sine anbefalinger til erhvervsminister Simon Kollerup.

Overskriften er Bornholm som Østersøens fyrtårn for udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller, fremgår det af en pressemeddelelse.

Grøn energi skal således være fremtidens erhvervsfyrtårn på Bornholm. Med klimaaftalen fra 2020 er øen udpeget som hjemsted for en af verdens to første grønne energiøer. Med det afsæt foreslår vækstteamet derfor, at der udvikles et nationalt testcenter for grøn energi på Bornholm.

Vækstteamet anbefaler også, at Bornholm får sit eget erhvervs-, videns- og udviklingsmiljø med lokale, nationale og internationale virksomheder. Det peger desuden på, at Bornholm kan blive et knudepunkt for offshore-markedet i Østersøen, og at øen generelt kan få en rolle som en grøn, maritim transporthub for skibsfarten i Østersøen.

– Bornholm er allerede nu 100 procent selvforsynende med grøn energi, og som energiø kommer Bornholm til at levere grøn strøm, ikke bare til resten af Danmark, men forhåbentlig også til Europa. Med sin unikke position har Bornholm potentialet til at blive et knudepunkt for bæredygtig energiproduktion, hvilket vil bidrage til den grønne omstilling og have væsentlige erhvervspotentialer for øen. Som en forudsætning herfor anbefaler vi desuden, at der gøres en indsats for kompetenceudvikling blandt medarbejdere og digital omstilling i virksomheder, siger formand Henriette Hallberg Thygesen fra det bornholmske vækstteam i pressemeddelelsen.

En rigtig prioritering

Borgmester Thomas Thors (S) blev som bestyrelsesformand for Erhvervshus Hovedstadens filial på Bornholm udpeget til at deltage som medlem af Vækstteam Bornholm.

– Vækstteam Bornholm har med vores anbefalinger givet en stor anerkendelse af det arbejde, som Bornholm har gjort de seneste årtier for netop den grønne omstilling. Derudover peger vores anbefalinger på, at Bornholm kommercielt skal udnytte mulighederne i Energiø Bornholm til at skabe et erhvervsfyrtårn, som kan drive en stor udvikling på Bornholm. Det er i mine øjne en rigtig prioritering, der ligger i anbefalingerne, og jeg er glad for, at regeringen nu med anbefalingerne i hånden kan bakke målrettet op om at få de ambitiøse projektideer til at lykkes, siger han i pressemeddelelsen.

I regeringen glæder erhvervsminister Simon Kollerup (S) sig til at læse anbefalingerne fra Bornholm og de andre regionale vækstteam.

– Under coronakrisen har den danske samfundsmodel for alvor vist sit værd, hvor vi har samarbejdet på kryds og tværs og sammen skabt nye løsninger, som også gør vores land mere forberedt på fremtiden. Det samme gælder vores syv regionale vækstteam, hvor vi har fået nogle af de folk, som kender deres lokalområde allerbedst, til at hjælpe os med at udvikle de lokale erhvervsstyrker. Vi skal nemlig udnytte, at vores virksomheder kan noget forskelligt i både Nordjylland, på Bornholm og Fyn. Derfor glæder jeg mig meget til at læse hvert enkelt teams anbefalinger, så vi i fællesskab kan sætte gang i den lokale vækst og skabe nye arbejdspladser i hele landet, siger han i pressemeddelelsen.

Om regionale vækstteam


Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har afsat 500 millioner kroner fra det såkaldte REACT-EU-program til at følge op på anbefalingerne fra de syv regionale vækstteams.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der arbejder for at give danske virksomheder i hele landet de bedste udviklingsmuligheder gennem en lokalt forankret erhvervsfremmeindsats, har ansvar for den konkrete udmøntning af REACT-EU-midlerne.