Gratis naturcamp på Naturbornholm

Gratis naturcamp på Naturbornholm
Kom tæt på dyrene på Naturbornholms gratis naturcamp for de 9-12-årige. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NATUR | AAKIRKEBY | 23. JUN 2021 • 16:33
NATUR | AAKIRKEBY
23. JUN 2021 • 16:33

Det er først til mølle, hvis man vil forære sine børn en gratis fire dages tidsrejse med jordskælv, levende dyr, bålmad og meget mere – for det er faktisk muligt, hvis man er så heldig at komme med på Naturbornholms naturcamp for børn i alderen 9-12 år.

Naturcampen, som foregår i dagtimerne på Naturbornholm i Aakirkeby, bringer deltagerne igennem Bornholms 1,7 milliard år gamle historie, startende med urtidens magma og juratidens dinosaurer, hvor deltagerne blandt andet skal lave tænder i gips, kigge på ægte dinosaurknogler og måske holde en slange eller en skildpadde i hånden.

Efter istidens mad over bål fortsætter rejsen frem til nutiden, hvor fiskene i Naturbornholms akvarie og dyrene i naturværkstedet skal tilses og fodres.

Naturcampen foregår i uge 29 og 31. Tilmelding er påkrævet, da der kun er et begrænset antal pladser.