– Det har været en fantastisk god dag. Der har været masser af mennesker forbi butikken, men de har været spredt ud på dagen, så der både har været rolige timer samt run på i andre perioder, siger Susanne Sørensen, der er formand for Snellemark Centret og ejer af tøjbutikken Snoir, der er en af de tre butikker, der tirsdag kunne genåbne i Snellemark Centret.
Hun har glædet sig til genåbningsdagen i de fire, lange måneder, hvor indkøbscentret har været nedlukket. Siden regeringen i marts meldte ud om den trinvise genåbning, har centerchefen og de øvrige ansatte i butikken, forberedt sig på dagen ved at sætte nye varer frem.
– Det er jo en hel sæson, vi er gået glip af under nedlukningen. Hele butikken er fyldt med nye forårsvarer, og det er nærmest kun vores udsalgsvarer, der er fra sidste sæson. Så vi har haft travlt med at gøre butikken helt klar til kunder igen, fortæller Susanne Sørensen. Hendes forventninger til genåbningsdagen i går gik over al forventning.