Gennem glughullet

KLUMME

Iført dronningekjole og et papmaché-hønehoved, som er ved at gå i opløsning i heden, stavrer den aldrende maler desorienteret gennem det brusende menneskehav til kunstnernes karneval i et palæ i det indre København. Gennem glughullerne i det monstrøse hønehoved spejder han efter en ven eller elsker, får øje på en anden tidligere ven eller elsker og flygter fra ham, mens han koger mere og mere inde i masken og hiver besværet efter vejret, indtil et nys får masken til at sprænges, og han sidder rundforvirret tilbage midt i det hele, rødmosset, storsvedende og med klæge papmachéstykker i moustachen og de få tilbageværende hårtotter.

Og selvfølgelig bliver spottet af den forkerte ven, den skandaløse unge charlatan og plattenslager, som resten af natten trækker ham endnu længere ned i et søle af punch og pludder.

Det er ikke noget ærefuldt portræt, der males af Bornholms største maler, Kristian Zahrtmann, i den roman, der udkommer på onsdag. Faktisk er han noget af en frikadelle: En sludrevorn, uhyre forfængelig, ærekær og humørsyg, forfjamsket gamling, der slet ikke kan få nok af at blive forsikret om sin egen fortræffelighed, samtidig med at han med ærgrelse betragter sin krops forfald og forfjamsket forsøger at holde fast i skønheden ved at male den.

For det kunne han, Zahrtmann, Bornholms måske største maler. Romanen tager sit navn efter det maleri, han arbejder på bogen igennem, mens erindringerne vælder op i ham som flashbacks fulde af kejtet ærgrelse: 'Adam i Paradis'. Maleriet vakte skandale i sin samtid, og selv i dag bliver man lidt hed i kinderne, når man ser billedet af den, ahem, svært virile, splitternøgne unge mand med det voldsomt indladende blik, der borer sig ind i én.

Som gennem glughullet at komme for skade at se noget umådelig privat – og så ikke være i stand til at løsrive sig fra det.

'Adam i Paradis'

Selvfølgelig er der blevet spekuleret i Kristian Zahrtmanns seksualitet, men det er egentlig ikke det spor, romanen følger. Den holder det åbent, uafklaret som unge Adams blik og, nåh ja, stærke soldaterlår. Zahrtmann får lov at være hverken det ene eller andet, bare anderledes. "Queer", som han blev benævnt i en stor udstilling på Den Hirschsprungske Samling sidste år, og som forfatteren til romanen, Rakel Haslund-Gjerrild, gjorde det i det interview med hende, Weekendavisen bragte i sidste uge.

– Jeg kan se blodet i blodårene lyse. Jeg ser ham som et net, et fletværk, en moderkage holdt op mod solen, en kropsformet forgrening af puls, der indgår i Paradisets lianlinjer og palmestreger, fletværk om hans ben, figentræets store skyggeblade, liljerne væskespændte som nydannede sårskaller, en strunk støvdrager er en gul streg som en stivnet stråle af pis. Tør jeg blive ved med at se, eller skal jeg trække mine øjne tilbage?

Rakel Haslund-Gjerrild: 'Adam i Paradiset'.

Her fortalte hun om selv at vokse op på Bornholm med en oplevelse af at være anderledes, ligesom Zahrtmann pinefuldt mindes det i glimt i romanen. Rakel Haslund-Gjerrilds forældre startede en frimenighed i Nexø, og i skolen og på gymnasiet måtte hun hele tiden svare på, om det var en sekt, og om hun var blevet hjernevasket. Hun oplevede en frygt for det anderledes på egen krop, som det er svært ikke at se som et sidespor til den frygt, der løber som et sidespor i romanen 'Adam i Paradis', hvor fortællingen med jævne mellemrum afbrydes af grå sider med politirapporter og avisartikler om Den Store Sædelighedsaffære, som forløb i Zahrtmanns sidste år i 1910'erne. Homoseksuelle mænd i København blev retsforfulgt og offentligt hængt ud, blandt dem den unge sømand, Hjalmar Sørensen, som Zahrtmann forsøgte at flygte fra til karnevallet.

Fordi mistanken i sig selv var skandaløs nok, sådan som Rakel Haslund-Gjerrild oplevede det som barn og ung. I starten af 20'erne mistede hun troen igen, præcis som den progressive Zahrtmann i bogen har gjort det, og skulle finde ud af, hvem hun så var som menneske, hvis hun ikke var et religiøst menneske.

Et talent at udvikle på

Det har ikke været særligt lang tid efter det, jeg første gang mødte hende. I 2014, 100 år efter 'Adam i Paradis' havde vakt opstandelse, var hun stadig forfatterspire ved siden af studierne i København, og da vi det år for første gang lavede Jakob Hansens Litteraturfestival, inviterede vi hende med som et af de tre skrivetalenter, der optrådte sammen med de etablerede forfattere. Skrivetalenterne skulle gennemgå et forløb med forfatteren Dennis Gade Kofod, hvor de skulle arbejde intenst med deres tekster, så de kunne læse dem op en aften under festivalen. Hvis jeg læste de tekster nu efter at have læst 'Adam i Paradis' og sidste års 'Alle himlens fugle', ville de tekster, hun sendte ind dengang, nok fremstå lidt ferske og famlende til sammenligning. Men dengang i forsommeren 2014, hvor vi sad i en stue i Rønne og diskuterede de indsendte bidrag, var det tydeligt, at der noget at komme efter her. Der var et talent at udvikle på.

Jeg vil ikke på nogen måde tage æren for, at Rakel Haslund-Gjerrild er blevet den forfatter, hun syv år senere er. Hendes talent var så tydeligt dengang, den dumpe rytme og lade lethed i sproget så åbenlys, at nogle andre ville have opdaget hende, hvis ikke vi havde gjort det. Men derfor kan jeg godt glædes over at kunne følge hendes udvikling som forfatter nu.

Da vi i efteråret 2016 afholdt den tredje udgave af Jakob Hansens Litteraturfestival i det samme ramponerede og iskolde missionshus i Allinge, hvor vi havde holdt den første festival, var Rakel Haslund-Gjerrild med igen for at vise det års skrivetalenter, hvad det kunne blive til, hvis de fortsatte med at arbejde med deres tekster. Tidligere på året havde hun udgivet debutnovellesamlingen 'Øer', hvor et par af de tekster, vi havde set skitser til i 2014, var med, og når hun nu læste dem op, var der en anderledes tyngde i hendes foredrag, en selvsikkerhed og en musikalitet hele vejen igennem.

Også selvom måden, hun var ankommet til festivalen på, ikke var meget mere stilfuld end Kristian Zahrtmanns entré til karnevallet: Om eftermiddagen var hun cyklet fra barndomshjemmet op til Allinge, bare for at finde ud af, at hun havde tabt sin pung et sted på vejen, hvorefter hun måtte cykle halvvejs tilbage for at finde den, indtil hun godt opkogt, men triumferende, igen trådte ind i missionshuset og var klar til at læse op nogle timer senere.

Modstillinger

Der er selvfølgelig en modstilling der, jeg godt kan lide: Den aldrende maler i udspændt kjole og opløst hønehoved, der forsøger at gemme sig i mængden, og den unge forfatter i pangfarvet cykeltøj, der selvsikkert indtager scenen. Og selvom den aften i Allinge ikke endte med at køre lige så meget af sporet i punchsøle og samvittighedskvaler som Zahrtmanns karneval, endte den også på et værtshus, hvor nogen højlydt diskuterede tro med Rakel Haslund-Gjerrild.

Fordi vi uvægerligt drages mod det glughul, der lader os se ind i en anden verden, der er os fremmed, og lige så uvægerligt fælder lyndom over det fremmede.

Man kan vel sige, at 'Adam i Paradis' er grundig nuancering af de domme, eftertiden har fældet over Kristian Zahrtmann. At den lader den kasse, han er blevet puttet i som homoseksuel maler, falde lige så vådt og udueligt fra hinanden som et overophedet papmaché-hønehoved.

'Adam i Paradiset' udkommer onsdag den 5. maj på Lindhardt & Ringhof.

Jon Albjerg Ravnholt

Er journalist og redaktør for Bornholms Tidendes tillæg og Ugeavisen Bornholm. I 2014-2017 var han med til at arrangere Jakob Hansens Litteraturfestival som en del af Bornholms Kulturuge. I den forbindelse blev der udgivet tre kataloger med nyskrevne tekster om Bornholm og bornholmske kunstnere, tegneren Halfdan Pisket lavede et murmaleri i Klemensker af maleren Claus Johansen, og i Allinge står en sten med en sætningssløjfe af Morten Søndergaard tilbage. Festivalen videreføres i dag af en gruppe gymnasielærere som Jakob Hansens Litteratursaloner.