Gang i to go-garnet: 'Mange har fået tid og lyst til at være kreative derhjemme'

Gang i to go-garnet: 'Mange har fået tid og lyst til at være kreative derhjemme'
Helle Valentin ejer Butik Åsen 11 i Nexø, hvor hun blandt andet sælger garn, strikkepinde og strikkeopskrifter af både indkøbte og selvlavede design og rådgiver kunder, der har brug for hjælp. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 15. JAN 2021 • 14:04
Af:
laust uhrskov jordal
| ABONNENT
15. JAN 2021 • 14:04
ERHVERV

2020 blev et år, hvor mange danskere pludselig skulle lære at få tiden til at gå derhjemme. Hvad kan man lave, når man ikke må rejse eller gå ud og være social på caféer, restauranter og så videre? Det spørgsmål har fået danskerne til at kaste sig over nye, hjemlige sysler. Eksempelvis strik. Det kan Helle Valentin fortælle. Hun ejer Butik Åsen 11 i Nexø, hvor hun blandt andet sælger garn, strikkepinde og strikkeopskrifter af både indkøbte og selvlavede design og rådgiver kunder, der har brug for hjælp. Ligesom resten af den danske detailhandel måtte hun lukke forretningen lige før jul.

– Det var rigtig frustrerende, for det gik rigtig godt i butikken. Lige siden den første lockdown i marts har der været stor interesse for strik. Før jul – og faktisk det meste af året – havde folk nærmest hamstret garn og strikkepinde. Det er både begyndere og erfarne, der alle har fået tid og lyst til at være kreative derhjemme – man kan jo alligevel ikke gå ud, siger Helle Valentin.

Oprindeligt er hun uddannet kunsthåndværker og har været selvstændig på Frederiksberg i København, hvor hun også har handlet med garn og haft strikkeri og solgte sine egne strikkedesign. Hun flyttede til Nexø med familien i 2006 og har siden arbejdet som socialrådgiver i kommunen. Efter nogle år kriblede det i hende for igen at arbejde med noget mere kreativt, og hun åbnede butikken i nogle gamle butikslokaler, der allerede var i huset. Til at starte med drev hun Butik Åsen 11 i sin fritid, men arbejdet greb hurtigt om sig.

– Det sidste halvandet år har jeg arbejdet deltid som socialrådgiver, mens jeg bruger resten af min hverdag, energi og fritid på garnbutikken, forklarer Helle Valentin.

Efterspørgsel på ny livsstil

De seneste år har Helle Valentin og andre garn-handlende generelt set en stigende interesse for strik, men i coronaens 2020 eksploderede det for alvor. Det kan mærkes på antallet af kunder i butikken, og det kan i særdeleshed mærkes på varelageret, for det er til tider svært at skaffe varer at sælge. Mange af de europæiske garnfabrikker ligger i Italien, der har været hårdt ramt af coronavirus, og det betyder, at hele forsyningskæden har været forsinket og leverandørerne ikke kan følge med efterspørgslen.

– Mange af de, der handler med garn, har haft svært ved at skaffe varer til butikkerne. Jeg har også haft svært ved at skaffe det garn, som jeg plejer at have, men jeg har faktisk lige fået en større forsyning, så nu har jeg lidt på hylderne igen. Men også sådan noget som strikkepinde i størrelse 10 og 12 har været fuldstændigt blæst fra markedet. siger Helle Valentin.

Hun peger på, at strik er blevet en del af bølgen, der handler om at dyrke gamle håndværk og lave ting selv, og at det derudover også for mange mennesker er blevet en form for meditativ terapi, som passer godt til den situation, vi er i, hvor de fleste af os forskanser os hjemme i vores huler. Det at strikke er blevet en livsstil, forklarer hun.

– Jeg har rigtig mange ny-strikkere, der kommer i min butik, som ikke har prøvet det før. Det er både unge kvinder og fyre, der kommer og skal have hjælp til at komme igang. Der er også mange, der bruger Youtube, hvor de kan se folk, der strikker, siger hun.

Kolde sømænd kastede sig over strikning

At strikning også har vundet indpas blandt tidens unge mænd, oplevede Helle Valentin selv i sin butik en dag sidste år.

– Det sjoveste, jeg har oplevet, var, da der kom to store, fuldskæggede mænd i tyverne ind i forretningen. De havde en båd, og var på sejltur rundt i Østersøen. Det var vist koldere, end de havde regnet med, og var kommet hjemme fra København uden nok varmt tøj. Så de ville prøve at strikke huer og halsedisser til sig selv. Det hjalp jeg dem så med at komme i gang med. For dem var det ikke noget med at bruge aftenen på værtshuset – de skulle hjem til båden og sidde og strikke. Det var ret sjovt, synes jeg, siger Helle Valentin.

Take away-garnnøgler

Men midt i en tid, hvor garnnøgler og strikkeopskrifter sælger som aldrig før, blev Helle Valentin altså som resten af den danske detailhandel tvunget til at lukke den 23. december.

– Jeg var lidt i krise over pludselig at skulle lukke på den måde, når det gik så godt. Det var træls, men så måtte jeg jo finde på noget nyt, siger hun.

Hun blev inspireret af, hvordan andre butikker og restauranter kunne fortsætte med at drive forretning, selv om de ikke kunne lukke kunder ind i butikken.

– Jeg kunne jo ikke bare sidde på min flade og vente på, at vi lukker landet op igen. Jeg kunne se, at andre butikker havde take-away eller click & collect, så jeg fik lyst til at prøve at gøre det samme. Jeg lavede lynhurtigt nogle skilte med "to go-garn" og "take away-garn", som jeg satte op i mit vindue, og jeg lavede nogle opslag på Facebook, hvor jeg reklamerede med kontaktløs afhenting. Det var der mange, der var interesserede i, siger Helle Valentin.

– Det foregår på den måde, at jeg er indenfor i butikken, og kunden står udenfor, og så er vi i kontakt over telefonen, og de kan guide mig hen til det garn, de gerne vil have i vinduet. Betaling foregår via Mobilepay. Døren til butikken er låst, så der er altså ikke nogen, der kommer indenfor. Når kunden så skal have varerne udleveret, foregår gennem det et andet vindue i huset, hvor jeg rækker posen ud. Det synes folk er ret sjovt, siger Helle Valentin.

Stærkt, lokalt forretningsliv

Med "to go-garn" kan Helle Valentin stadig holde gang i butikken, selv om kunderne ikke kan komme ind og kigge på varer.

– Jeg savner selvfølgelig at have lidt mere nærkontakt. At snakke med kunderne ansigt til ansigt, og at de kan komme ind og føle på garnet og mærke, hvor blødt det er. Men det er dejligt, stadig at kunne være i gang, siger Helle Valentin.

Hun understreger, at hun selvfølgelig under nedlukningen er heldig, i og med at hun er sikret en fast indtægt som socialrådgiver på deltid.

– Jeg ved, at der er mange butiksdrivende, der har det hårdt. Dem skænker jeg en varm tanke i den her tid. Jeg selv skal jo nok overleve, siger Helle Valentin og opfordrer bornholmerne til at huske deres lokale butikker, hvoraf mange stadig holder åbent, omend på en anden måde.

– Jeg håber, at folk vil huske at tænke lokalt, når de i den her tid køber og bestiller ting på nettet. Her i Nexø er der for eksempel mange butikker, der ligesom mig laver take-away eller sælger varer til afhentning eller bringer ting ud. Det, synes jeg, er helt fantastisk. Nexø er en god, kreativ by, hvor forretningslivet står rigtig stærkt, synes jeg, siger Helle Valentin.

Hendes garnforretning, Butik Åsen 11, kan findes på Facebook.