NYHED | BORNHOLM
24. NOV 2021 • 15:13
Jesper Gynther
Journalist

Fremover kan man kun blive vaccineret i Rønne

Region Hovedstaden udvider nu vaccinationskapaciteten, så regionen kan vaccinere op mod 100.000 borgere om ugen fra den 1. december. I den forbindelse er det besluttet, at vaccination onsdag og fredag i Nexø lukker, og at kræfterne samles i Rønne. Dog vil der være vaccination både onsdag og fredag i denne uge (uge 47).

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Vi har brug for at samle kræfterne og udnytte ressourcerne bedst muligt, når vi nu skal skalere op og skaffe flere vaccinationstider til borgerne på Bornholm, siger Helle Holm, som er daglig leder af vaccinationscentret.

Derfor bliver der nu åbnet flere vaccinationsbåse i Rønne.

– Ved at samle os i Rønne, kan vi bedre udnytte ressourcerne, for eksempel ved, at vi kun behøver medarbejdere til at blande vacciner ét sted, forklarer Helle Holm.

Region Hovedstaden har nu ni vaccinationscentre og flere er på vej. Desuden er der omkring 20 faste, kommunale vaccinationstilbud ude i regionskommunerne.



Flere nyheder