LOKALSAMFUND
Den nye toiletbygning på Nyker Strandvej i Muleby har kun stået der i nogle få måneder. Alligevel er der en lokal beboer, Kurt Marker, der foreslår bygningen flyttet til Sorthat Odde.
Kurt Marker indsendte sit forslag til kommunen som et ønske til budget 2021. Nu hvor Bornholm har fået 12 millioner kroner ekstra fra statens pulje til særligt vanskeligt stillede kommuner, mener han, at kommunen passende kan bruge lidt af pengene til formålet. Da der blandt andet skal etableres både vand og el, vil den foreslåede flytning løbe op i 170.000 kroner eksklusive moms, har Kurt Marker beregnet.
Toiletbygningerne, som er kommet op flere steder på Bornholm, er en del af et stort cykelvejprojekt, som Transportministeriets cykelpulje finansierer 80 procent af.
Ville blive brugt mere
Kurt Marker skriver om baggrunden for forslaget:
"Mange i Sorthat-Muleby er glade for, at der er opført en ny offentlig toiletbygning ved den regionale cykelsti langs Nyker Strandvej. Vi er godt klar over, at toiletbygningen er øremærket til cyklisterne, men lokale beboere kan jo også benytte den, når de færdes i området.
Men toiletbygningen vil blive meget mere anvendt, hvis den havde stået på Sorthat Odde, for enden af kommunevejen Havvej.
De fleste cykelturister tager en afstikker til Sorthat Odde og de omkringliggende søer Safir-, Pyrit- og Smaragdsøen", argumenterer Kurt Marker og nævner nogle af de mange ting, der er at opleve på sådan en afstikker:
Det er blandt andet fiskerskurene, en fin sandstrand, kanonbatteriet, muligheden for at finde forsteninger af planter og dyr samt fodaftryk af dinosaurer og gode muligheder for at fiske og se fugle.
Der er i dag et tørkloset ved Sorthat Odde:
– Når kommunen så på grund af corona har lukket tørklosetterne, som i forvejen ikke er særlig hygiejniske, synes jeg, at forslaget er oplagt. Der har ikke været særlig lækkert nede i sommer, for folk er gået i skoven for at forrette deres nødtørft, siger han.
Borgerforeningen
Kurt Marker havde håbet at kunne fremføre forslaget gennem Sorthat-Muleby Borgerforening, men det har foreningens bestyrelse ikke ønsket.
Kurt Marker er i øvrigt tidligere formand for borgerforeningen.
– Jeg kan ikke forestille mig, at foreningen er imod. De synes bare, at det var for sent at komme med forslaget. Men jeg synes, at det er synd, at der står et toilet nede i "hullet" på Nyker Strandvej, når det kan gøre mere gavn et andet sted, slutter Kurt Marker.
Borgerforeningen: Det vil vi ikke bruge krudt på
Sorthat-Muleby Borgerforenings formand Bo Johansen orienterede på generalforsamlingen i april 2019 medlemmerne om, at der ville komme et offentligt toilet op ved cykelstien på Nyker Strandvej. Han fortalte samtidig, at man fra foreningens side gerne havde set bygningen placeret ved Sorthat Odde i stedet for.
– Men vi fik at vide af kommunen, at det kunne vi godt glemme. Det er 800 meter fra cykelstien, og når der så også skal bruges ekstra penge på blandt andet vand og el, kan man godt forstå, at staten ikke vil gå med til det, siger Bo Johansen i dag, hvor toiletbygningen er kommet op.
Bo Johansen lægger ikke skjul på, at han derfor undrer sig over, at Kurt Marker nu kommer med forslaget:
– Vi har haft sagen oppe i bestyrelsen. Vi er enige om, at det ville være spildte kræfter at komme med forslaget, så det vil vi ikke bruge krudt på. Det har vi også meddelt Kurt Marker.
– Nu er bygningen etableret, og det ville være meningsløst at flytte bygningen. Den er jo opført på et betonfundament, og der er hverken strøm eller vand på Sorthat Odde, så det ville koste flere hundrede tusind kroner, siger Bo Johansen.