Forsamlingshus er klar til mere slid

Forsamlingshus er klar til mere slid
Asger Pedersen glæder sig over, at der igen er kommet gang i arrangementerne i Nyker Forsamlingshus. Torsdag formiddag var han i gang med at dække op til et selskab. Foto: Jacob Jepsen
LOKALSAMFUND | NYKER | ABONNENT | 16. JUL 2021 • 13:15
Holger Larsen
Journalist
LOKALSAMFUND | NYKER | ABONNENT
16. JUL 2021 • 13:15

Det slider, når et par hundrede skolebørn hver dag bruger gulvet sammen med alle de andre, der kommer i Nyker Forsamlingshus. Det gamle gulv kunne ganske enkelt ikke holde til at blive slebet mere ned, men så er det godt at have gode sponsorer til finansiering af et nyt gulv.

Asger Pedersen har siden 2004 stået for driften af forsamlingshuset, som ejes af Nyker Idrætsforening, og han har en god næse for at finde sponsorer. Nykredits Fond gav i april en bevilling på 200.000 kroner til renovering af forsamlingshuset i Nyker, og så var det bare om at komme i gang.

Asger Pedersen kan nu vise frem, hvad der er kommet ud af de penge. Først og fremmest et nyt, slidstærkt gulv i den store sal (plus oppe på scenen), hvor Bornholms Frie Idrætsskoles børn hver dag spiser deres frokost, som bliver tilberedt i husets køkken. Dertil kommer flere andre arrangementer – bankospil, bridge, møder og selskaber med videre.

I husets entré er der kommet nyt gulv og loft, og så er det bevaringsværdige hus fra 1912 blevet malet både ude og inde.

Renoveret for mange penge

Asger Pedersen er godt tilfreds med resultatet:

– Folk siger, at her er godt at komme, at her er rent og pænt, og det kan vi sælge varen på, siger han.

Men der er også lagt mange penge i huset i de 17 år, Asger Pedersen har haft med det at gøre. Han anslår, at fondene nok har bidraget med en million kroner til renoveringer – og nævner, at især de bornholmske fonde har været flinke til at bidrage.

Kommunen har også givet tilskud, hvilket har betydet, at man har kunnet etablere et solcelleanlæg og fået nedbragt energiomkostningerne.

Asger Pedersen glæder sig over, at der igen er kommet gang i aktiviteterne i forsamlingshuset, og at økonomien er god.

Nyker Forsamlingshus har fået et nyt, slidstærkt gulv, og Asger Pedersen mener, at huset nu står godt rustet til fremtiden. Foto: Jacob Jepsen