Første sending vaccine til Bornholm ankommer søndag

Første sending vaccine til Bornholm ankommer søndag
Arkivfoto
| 26. DEC 2020 • 15:42
Af:
martin gangelhoff hansen

26. DEC 2020 • 15:42
Når Køgefærgen lægger til kaj i Rønne tidlig søndag morgen, er det med en helt særlig last ombord.

Med sig ankommer nemlig også de første ampuller med vaccinen mod covid-19.

Det bekræfter en pressemedarbejder fra Statens Seruminstitut overfor Bornholms Tidende.

Præcis hvor mange, der er vaccine til, kunne den pågældende pressemedarbejder ikke oplyse. Men i første omgang er der ikke tale om en særlig stor sending.

De doser, der er på vej, er nemlig taget ud af den første sending af coronavaccine, der ankom til seruminstituttet lørdag morgen.

Her er der tale om 10.000 doser fra samarbejdet mellem den amerikanske medicinalvirksomhed Pfizer og det tyske medicinfirma Biontech.

De 10.000 doser bliver distribueret ud til alle Danmarks regioner, hvor der altså også er faldet lidt af til Bornholm.

I næste uge vil yderligere 40.000 doser ankomme og blive distribueret ud. Det er bornholmsk baseret BHS Logistics, der står for transporten af covid-19-vaccinen i hele landet.