Flere forseelser i trafikken

Flere forseelser i trafikken
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 21. JUN 2021 • 08:44
Henrik Nielsen
Journalist

21. JUN 2021 • 08:44

POLITI

I weekenden er der flere trafikanter, som ikke har haft helt styr på færdselsreglerne, fremgår det af politiets døgnrapporter.

Lørdag eftermiddag blev en 63-årig mand standset på knallert i Pilegade i Allinge. Han var beruset over det tilladte og måtte en tur til hospitalet for at få udtaget en blodprøve. Det samme måtte en 21-årig mandlig bilist, som blev standset ved Åkirkebyvej i Rønne fredag eftermiddag, efter politiet havde modtaget en anmeldelse om usikker kørsel fra en anden trafikant.

En 32-årig kvinde blev lørdag morgen standset i bil på Vestermarievej uden at være i besiddelse af et gyldigt kørekort, og en 18-årig mand blev fredag aften sigtet for at køre knallert på Sdr. Landevej i Nexø uden brug af styrthjelm. Fredag aften blev en 21-årig mand sigtet for at bruge håndholdt mobiltelefon under kørsel på Zahrtmannsvej i Rønne.

To bilister blev fredag eftermiddag sigtet for at køre mod ensretningen i Pilegade i Allinge. Det var en 71-årig mand og en 36-årig kvinde. De står begge til et klip i kørekortet. Ved 18.30-tiden blev en 72-årig kvinde sigtet for at køre uden brug af sikkerhedssele på Gudhjemvej, og på Klemenskervej blev en 27-årig kvinde sigtet for at køre for stærkt.