Bornholms Teaters egenproducerede forestilling "Bornholmerne" skulle have haft premiere på Rønne Theater i marts 2020. Den blev udskudt til starten af februar 2021, og nu ser Bornholms Teater sig nødsaget til yderligere en udsættelse – til februar 2022.
Det oplyser teatret i en pressemeddelelse, og ligesom med den første udsættelse er det covid-19-restriktioner og forestillingens særlige karakter, der er årsag til beslutningen.
Forestillingen har form som et humoristisk foredrag med Morten Hauch-Fausbøll i rollen som den lidt distræte forsker, der en gang for alle ville fortælle historien om de ægte bornholmere. Bornholms Teater oplyser, at det tema har vist sig at være meget populært. Teatret har solgt adskillige forestillinger til foreninger og organisationer på Bornholm. De må nu vente et år sammen med resten af de publikummer, der havde booket billet.
– Det er rigtigt ærgerligt, at vi må udskyde "Bornholmerne" igen, men som covidsituationen er, tør vi ikke satse på at gennemføre den. Især fordi forestillingen har interaktive elementer, hvor publikum kommer tæt på og skal flytte sig rundt mellem hinanden og skuespilleren. Det mener vi ikke er forsvarligt, som forholdene er nu. Til gengæld får publikum så et helt år mere til at glæde sig til forestillingen, da vi programsætter den igen på samme tidspunkt i 2022, så den går bestemt ikke "til spilde", siger teaterchef – og instruktør på forestillingen – Jens Svane Boutrup i pressemeddelelsen.