Falck har siden 6. februar haft lyntestcenter i Søndermarkshallen i Rønne. Det er slut fra den 9. maj, hvor Copenhagen Medical overtager lyntest i Rønne. Den nye udbudsrunde på de næste tre måneders lyntest er netop afgjort, og Falck får ikke lov til at fortsætte på Bornholm. Man må nemlig kun sidde på tre af regionens seks testområder, og Falck har allerede tre af de seks områder. Det forklarer Klaus Rønne Jensen, der er områdeleder hos Falck.
Han er ked af, at Falck ikke fortsætter med at drive testcenter på Bornholm, men fortæller, at Falck vil søge i næste udbudsrunde.
– Vi er frygtelig kede af at stoppe, men sådan er betingelserne jo nu engang. Når det er sagt, så er vi rigtig glade for den kæmpe testindsats, vi har bidraget med på Bornholm i de seneste par måneder. Vi er stolte over at have været del af teststrategien, og der er ingen tvivl om, at vi vil søge igen til næste budrunde, siger Klaus Rønne Jensen, der oplyser, at de i lyntestcentret har testet omkring 90.000 i den tid, de har holdt til i Søndermarkshallen.