EU har åbnet for mulig ophugningsstøtte

EU har åbnet for mulig ophugningsstøtte
De hårdest trængte fiskere kan måske få en mulighed for ophugningsstøtte, men ordningen er stadig kun på planlægningsstadiet, så fiskerne må foreløbig væbne sig med tålmodighed. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 7. OKT 2020 • 19:24
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
7. OKT 2020 • 19:24
FISKERI

EU-Rådet og Europa-Parlamentet har indgået en aftale, som giver Danmark mulighed for at indføre ophugningsstøtte til fiskerne i Østersøen.

Aftalen giver mulighed for at støtte de økonomisk pressede fiskere og samtidig at opretholde fiskebestanden i Østersøen, navnlig torsk i den østlige del af Østersøen, fremgår det af en meddelelse fra EU-Rådet.

Torsk i den østlige del af Østersøen er et af de vigtigste fiskerier i Østersøen og har det i øjeblikket meget dårligt af miljømæssige, klimamæssige og fiskerimæssige årsager.

I juli 2019 forbød Europa-Kommissionen fiskeri af torsk i den østlige del af Østersøen indtil årets udgang (kun bifangster er tilladt). I oktober 2019 vedtog Europa-Kommissionen et forslag om ændring af forordningen om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) for at give mulighed for støtte til endeligt ophør af torskefiskeri i den østlige del af Østersøen. Med den foreløbige enighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet er anvendelsesområdet udvidet til også at omfatte torsk i den vestlige del af Østersøen og sild i den vestlige del af Østersøen.

Stadig kun en mulighed

Østersøfiskerne skal dog væbne sig med tålmodighed, før en mulig ophugningsstøtte kan søges.

– EU har åbnet muligheden for ophugningsstøtte, men der er en lang række begrænsninger, og vi er først nu i gang med at undersøge mulighederne, siger Ole Lundberg Larsen, underdirektør for Fiskeri og Bæredygtighed i Danmarks Fiskeriforening.

Ifølge EU-Rådet omfatter aftalen specifikke foranstaltninger såsom finansiel støtte til de berørte fiskere, reduktion af de berørte flåders fiskerikapacitet og øget overvågning og kontrol. Den foreløbige enighed indeholder også mulighed for en forsigtig genoptagelse af fiskeriaktiviteterne, når engang bestandene er tilstrækkeligt genopbygget, eller efter fem år.

Foreløbig er det dog kun vedtaget i EU, at de enkelte lande har mulighed for lave en ophugningsordning som en rammemulighed. Hvis muligheden skal blive til gavn for de bornholmske fiskere, skal Danmark først beslutte, at man vil indføre en ophugningsordning, og efterfølgende skal den konstrueres. Danmark skal også finde en del af finansieringen til mulig ophugningsstøtte, og forholdene omkring regler og krav i ordningen er endnu heller ikke aftalt.


Det kan måske redde nogle

Da det endnu kun er aftalt, at landene kan lave en ophugningsordning, er det for tidligt at afgøre, om det kan være attraktivt for de bornholmske fiskere, mener Thomas Thomsen, formand for Bornholms og Christiansø Fiskeriforening.

For det er stadig for tidligt at sige, hvor det lander.

– Vi kender overhovedet ikke spillereglerne og kravene eller hvor mange penge, der vil være i ordningen, så vi ved ikke, om det kan være med til holde skindet på næsen og undgå, at folk skal gå fra hus og hjem, siger Thomas Thomsen.

Bliver ordningen attraktiv nok for fiskerne, er han positiv overfor tanken.

– Det kan måske redde nogle ud af den situation, de er kommet i, fordi man politisk ikke har villet gøre noget ved sælerne. Men der er mange uafklarede spørgsmål lige nu, og det er svært at hoppe på en bus, man ikke ved, hvor kører hen, siger han.

Samtidig er det er svært at glæde sig særlig meget.

– Det er forfærdeligt, at vi er kommet i den situation, at vi nu snakker om ophugning af både, siger fiskernes formand.