Erik Lund siger farvel til politik: 'Jeg glæder mig til bare at være mig selv'

Erik Lund siger farvel til politik: 'Jeg glæder mig til bare at være mig selv'
Erik Lund Hansen har besluttet ikke at stille op til kommunalvalget i november. Arkivfoto: Allan Rieck
| 19. JAN 2021 • 14:39
Jakob Marschner
Journalist

19. JAN 2021 • 14:39

POLITIK

Når man er medlem af kommunalbestyrelsen, bliver man betragtet som politiker i alle sammenhænge på Bornholm. Det kan godt være hårdt, og det kan give en lyst til igen bare at være sig selv.

Det siger Socialdemokratiets tidligere gruppeformand Erik Lund Hansen, der har besluttet ikke at stille op igen, når der er kommunalvalg i november.

– Jeg stiller ikke op. Jeg synes, at jeg har ydet det, som jeg kan og skal, siger han.

– Det har været sjovt også at være med i politik i en periode, hvor det gik fremad for Bornholm. Men jeg har taget beslutningen om ikke at stille op igen for et godt stykke tid siden.

– Jeg skal være mig selv, og i stedet for at åbne og læse dagsordener, vil jeg have mit eget liv. Jeg har børn og børnebørn, jeg læser meget og hører meget musik og holder af den bornholmske natur, siger 66-årige Erik Lund Hansen.

– Når man er med i kommunalbestyrelsen og er formand for et udvalg, er man bare den person, hvor man end kommer frem. Det giver en metaltræthed, som jeg glæder mig til også at komme ud af. Jeg glæder mig usigeligt til bare at være mig selv igen, siger han.

Erik Lund Hansen er i denne valgperiode formand for udvalget for job, udvikling og fritid. I perioden frem til det seneste valg var han formand for fritids- og kulturudvalget. Han var stillet op som nummer 2 for Socialdemokratiet ved valget i november 2017.