Er ældreplejen i frit fald?

Er ældreplejen i frit fald?
Arkivfoto.
| ABONNENT | 11. AUG 2020 • 17:45
Af:
laeserbrevsskribent
| ABONNENT
11. AUG 2020 • 17:45
Debat

Dokumentaren om omsorgssvigt på nogle plejehjem har sat sindene (også mit) i kog. Nu meldes det både lokalt og landspolitisk ud, at der igen, igen skal nytænkes, for måden ældreområdet fungerer på, er ikke tilfredsstillende.

Plejeopgaverne flyttede fra plejehjemmene. Opgavernes antal oversteg hurtigt de økonomiske ressourcer. Noget måtte gøres!

Pleje- og praktiske opgaver blev kædet sammen, og den samme person skulle så vidt muligt varetage alle opgaverne i hjemmet. Opgavemængden steg fortsat, også på grund af demografien og det værdifulde ”sociale aspekt” forsvandt helt. Opgaverne kom i fokus!

Ingen syntes at vide, hvor meget det sociale aspekt betød ude i hjemmene, både for de ældre og for personalet. Noget måtte gøres!

Uvildige personer uden kendskab til den enkelte borgers behov skal tildele borgerne hjælp.

Men ikke i samråd med borgerne. Visitationsafdelinger med stor administration blev oprettet, og hjælpen skulle være ens(efter hjælpekatalog) uanset, hvad og hvor du boede.

En opdeling af plejen i ”bestiller og udfører” blev indført. Fokus på opgaven, der var bestilt, blev det primære.

Med visitationens meget tvivlsomme udredningstider startede effektiviseringerne for alvor. Kunne der ikke reduceres i tiden de forskellige opgaver tog? For eksempel et toiletbesøg fra 20 minutter til 10 minutter. Alt blev målt og vejet, og der blev sat minuttal på hver enkelt opgave.

Men hvem blev sorteper? Det gjorde den primære sektor (hjemmepleje og plejehjem) som består af borgere med mange forskelligartede og komplekse problemstillinger/ud-

fordringer. Her plager tidstyranniet i høj grad, fordi flere opgaver i effektiviseringens ”hellige navn” skal løses på helt uacceptabel mindre og mindre tid.

Noget må gøres!

Visitationens tidstyranni skal evalueres, større fleksibilitet i opgaveløsningerne, større medbestemmelse til medarbejderne, færre ledelseslag, mindre dokumentation, bedre bemanding, effektiviseringskravene må reduceres, og så videre.

Jeg håber virkelig, den store og helt nødvendige ”renovering” af ældreplejen går i gang hurtigst muligt. Ikke flere lappeløsninger!

Birte Skot-Hansen, Stenbrudsvej 14, 3730 Nexø