Én smittet om dagen: Bornholm er under bekymringsgrænsen

Én smittet om dagen: Bornholm er under bekymringsgrænsen
Foto: Jakob Nørmark
| 22. JAN 2021 • 15:10
Jakob Nørmark
Journalist

22. JAN 2021 • 15:10

Den seneste uge er én bornholmer om dagen i gennemsnit testet positiv for covid-19 på regionens testcenter. Det lave antal smittede betyder, at smitteniveauet på Bornholm nu er tilbage under den oprindelige bekymringsgrænse på 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere inden for den seneste uge – også kaldet incidensen. For øjeblikket er incidenstallet 17,7 på Bornholm.

De første tre hverdage i denne uge foretog testcentret i gennemsnit 860 prøver om dagen, når man lægger podninger på selve testcentret sammen med prøver foretaget af den mobile enhed.

I fredagens opdatering fra Statens Serum Institut (SSI) blev der føjet to nye smittede til det bekræftede smittetal. I alt er der af SSI registreret 549 smittede på Bornholm siden pandemiens begyndelse i marts 2020. Set over hele perioden er Bornholm blandt de ti kommuner i landet med færrest smittede i forhold til indbyggertallet.

På lyntestcentret i Søndermarkshallen er én person testet positiv for covid-19 siden lørdag 16. januar. Smittetallene fra lyntestcentret indgår ikke i statistikken, som SSI dagligt offentliggør.