Én bøde efter nær ved-kollision er betalt

Én bøde efter nær ved-kollision er betalt
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 15. FEB 2021 • 15:10
| ABONNENT
15. FEB 2021 • 15:10

SØFART

Det endte med at få kontante konsekvenser, at Express 1 og 2 var på kollisionskurs natten mellem den 4. og 5. juli 2020. Således fik to medarbejdere i Bornholmslinjen bøder oven på den såkaldte near miss-hændelse.

Det skete efter, at Søfartsstyrelsen havde politianmeldt hændelsen, Bornholms Politi havde foretaget afhøringer og den juridiske afdeling vurderet det indsamlede materiale fra efterforskningsenheden.

Og nu er den ene af disse to bøder blevet betalt, oplyser chefanklager ved Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund.

Det var hende selv, der udfærdigede de to bøder den 27. januar, hvorefter de blev sendt til de to ansatte i Molslinjen, som den pågældende nat var på arbejde på broen på hver sin af de to færger.

Chefanklageren har tidligere i Bornholms Tidende ridset mulighederne op for, hvordan de to medarbejdere kan reagere på bøderne:

• De kan betale deres bøder, og så er sagerne afsluttet.

• Er de uenige i deres bøde, kan de i stedet inden for 30 dage bede om et retsmøde, hvor bødeforlægget så i retten vil fungere som et anklageskrift.

• Endelig kan der ske det, at de ikke foretager sig noget, og så sender PAC (Politiets Administrative Center) bødeforlægget til retten, som uden retsmøde afgør sagen, og i givet fald bliver de dømt til at betale deres bøder.

Det ligger altså nu fast, at med betalingen af den ene bøde har den ene del af sagen fundet sin afslutning – og at den anden ansatte har cirka 14 dage endnu til at overveje situationen.