Efter fyring af direktør: Kommunen søger holdspiller med erfaring fra politiske rum
Bornholms Regionskommunes bygninger på Ullasvej i Rønne. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

30. MAR 2021 • 14:57 • AF JAKOB NØRMARK • GRATIS

Efter fyring af direktør: Kommunen søger holdspiller med erfaring fra politiske rum

KOMMUNALT

Afløseren for koncerndirektør Claus Steensgaard Jensen, der blev fyret i januar, skal findes i den kommende tid. Mandag slog Bornholms Regionskommune direktørstillingen op.

Den nye leder vil få ansvaret for tre kommunale centre og indtræde i direktionen, der består af kommunaldirektør Johannes Nilsson og servicedirektør Trine Dorow. De tre ansvarsområder er "natur, miljø og fritid", "ejendomme og drift" samt "job, uddannelse og rekruttering".

I jobopslaget forklares det, at direktørerne betjener det politiske niveau på centerområderne, ligesom det er deres opgave at sikre, at "tværgående koordinering og udviklingsprojekter, som går på tværs af de formelle strukturer, bliver håndteret professionelt".

Der lægges vægt på, at den nye direktør tidligere har haft ledelsesansvar og er en holdspiller.

"Det er afgørende, at du har erfaring med ledelse og med at navigere i et politisk rum. Du skal kunne opbygge et tæt samarbejde med politikerne præget af gensidig respekt, samt motivere dine medarbejdere og lede dem sikkert gennem komplekse processer. I direktionen er det vigtigt, at du er en holdspiller og tænker i helhedsorienterede løsninger på tværs af fagområder, samt at du kan udfordre og sikre udvikling," står der i jobopslaget.

Skår fra Snorrebakken

Netop holdspillet lader til ikke at have fungeret optimalt i direktionen. En offentliggjort mailkorrespondance mellem Johannes Nilsson og Claus Steensgaard Jensen om byggeprojektet på Snorrebakken demonstrerer, at tilliden mellem de to ikke var udtalt. I en mail til kommunaldirektøren fra februar 2020 beskrev Claus Steensgaard Jensen sin utilfredshed med, at kommunens jurister havde undtaget hans indsigelser mod besparelserne på projektet, når de besvarede anmodninger om aktindsigt fra pressen og kommunalbestyrelsen.

"Vi har fremlagt alle mulige små interne mails, når det drejer sig om Kim (lederen af Ejendomsservice, red.), men har tilbageholdt vigtige slutdokumenter, når det drejer sig om direktionens rolle. På direkte skriftligt spørgsmål fra Rene (Danielsson, kommunalbestyrelsesmedlem, red.), om andre i ledelsen har været inde over ifbm. reduktion af beløbet fra 17 til 7,5 mio. kr, var svaret nej. Dermed peger alt fremlagt materiale på, at kun Kim har haft ansvaret omkring det reducerede beløb. Hvilket ikke er korrekt, da det blev besluttet i direktionen. (...) Jeg mener, vi har tilbageholdt afsluttende dokumenter, som har været afgørende for offentlighedens og kommunalbestyrelsens mulighed for at forstå sagen. Det gentager vi så igen med denne beslutning. Dette har jeg flere gange gjort opmærksom på, senest på borgmestermøde," skrev Claus Steensgaard Jensen og understregede, at denne mail ville blive indjournaliseret på hans personalesag.

To dage senere skrev Johannes Nilsson blandt andet følgende til sin direktionskollega:

"Jeg er temmelig overrasket over din mail og den mistænkeliggørelse af, om forholdene er grebet korrekt an, der ligger i den. Jeg oplever, at du insinuerer, at der er fundet slette motiver sted, og det kan jeg selvfølgelig ikke lade stå uimodsagt. Jeg ved ikke, hvad det bunder i fra din side, men jeg har tiltro til vores medarbejderes evner og dømmekraft, medmindre andet er bevist."

De ovenfor citerede mails slap ud, efter at Claus Steensgaard Jensen blev indstillet til afskedigelse den 4. januar, og i sidste uge lagde kommunen dem selv offentligt frem som bilag, da politikerne skulle tage stilling til, hvordan kommunen skal svare Ankestyrelsen, der efterspurgte en ny redegørelse på baggrund af påstandene fra den afskedigede direktør.

Der er ansøgningsfrist til direktørstillingen 5. maj, og regionskommunen forventer, at den nye direktør kan tiltræde senest 1. august 2021. Regionskommunen har indhentet konsulenthjælp til ansættelsen.




SENESTE NYHEDER

11. APR 2021 • 21:03 • GRATIS
Efterskoleelever samlede ind bag mundbind
11. APR 2021 • 20:11SPORT • GRATIS
Nicoline vinder grundspillet i dameligaen
11. APR 2021 • 18:19SPORT • GRATIS
Ny podieplads til cykelholdet
11. APR 2021 • 14:00NAVNE • GRATIS
Dødsfald

MEST LÆSTE BORNHOLM

10. APR 2021 • 13:08 • GRATIS
Brandvæsnet slukkede brand i fyrrum ved rideskole
10. APR 2021 • 05:56
Pris: 2.000.000 kroner
10. APR 2021 • 18:48 • GRATIS
Villumsens verden: Aprilsvar
Bornholms Tidende
Nørregade 11-19
DK-3700 Rønne
CVR Nr: 35244115

Tlf.: 5690 3000
E-mail: Redaktionen

Chefredaktion
Nanna Krogh (konstitueret chefredaktør)
nk@bornholmstidende.dk

Direktion
Kim Eland (adm. direktør)

Webmaster: Webmaster

Kontakt
Kontakt os
Abonnementsbetingelser
Cookie og privatlivspolitik



Hotline
Har du et tip eller hastende
redaktionelle henvendelser uden
for kontortid er du velkommen til at bruge linket her:Tip avisen.

© Copyright 2021 Bornholms Tidende.