Efter et år med corona: 'Lukkede grænser er ikke en holdbar løsning'

Efter et år med corona: 'Lukkede grænser er ikke en holdbar løsning'
Bertel Haarder har som formand for Nordisk Råd skrevet et debatindlæg sammen med sin svenske kollega Carl Johan Sonesson, hvor de argumenterer for, at der skal findes løsninger på tværs af de nordiske grænser, når en krise som corona dukker op. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| 26. APR 2021 • 07:13
Henrik Nielsen
Journalist

26. APR 2021 • 07:13

CORONA

Nedlukninger og rejserestriktioner under corona har udfordret den nordiske pasunion fra 1954. I stedet for at samarbejde om løsninger, har regeringer og dermed lande lukket sig om sig selv til skade for det nordiske samarbejde. Et af resultaterne har været, at det er blevet sværere for bornholmere at rejse igennem Sverige til og fra resten af Danmark. Derfor bør Danmark og Sverige samarbejde om håndteringen af grænseoverskridende kriser som corona.

Sådan lyder opfordringen fra Nordisk Råds formand, Bertel Haarder, og formanden for Greater Copenhagen og Skånes regionsråd, Carl Johan Sonesson, i dagbladet Sydsvenskan.

"I dag er den frie bevægelighed truet, ikke bare på fjerne kontinenter, men også i Sverige, i Danmark og i hele Norden, hvor den typiske løsning, når der opstår en krise, er at lukke sig om sig selv, tage sig af sine egne indbyggere og finde på nye grænsebarrierer. Men grænsebarrierer og lukkede grænser er ikke en holdbar løsning i dagens moderne og tæt forbundne verden. Det nordiske samarbejde bygger på den overbevisning, at lukkede grænser ikke er gode", skriver de to politikere.

En dyb vejrtrækning

Ifølge den danske venstremand og den svenske moderatpolitiker har det seneste år med corona vist, hvor sårbar den frie bevægelighed er, da regeringen fra dag til dag skaber nye forhindringer for folk og virksomheder, der har brug for at krydse en nordisk grænse. De nævner situationen for bornholmere med behov for at transitrejse via Sverige som et eksempel på, at indskrænkende beslutninger har konsekvenser.

"Mennesker, som arbejder sammen, har overvundet utallige kriser før og kan gøre det igen. Sammen vel at mærke", skriver Bertel Haarder og Carl Johan Sonesson.


Carl Johan Sonesson er både formand for Skånes regionsråd og Greater Copenhagen, der er en samarbejdsorganisation for vækst og udvikling i Sydsverige og Østdanmark. Pressefoto: Therese Kjellsson

Den nævner, at organisationer som Nordisk Råd og Greater Copenhagen kan fungere som brobyggere og anbefaler, at politikere og andre beslutningstagere tager en dyb vejrtrækning, inden de træffer beslutninger for at fremstå effektive. De foreslår også, at der etableres nye bilaterale fora, hvor relevante aktører fra begge lande kan finde løsninger sammen.

"Vores forslag handler ikke kun om at løse den nuværende krise, men også om at få et forum for hvert grænseområde, som kan håndtere fremtidige kriser i det pågældende grænseområde. En lærdom fra coronapandemien er, at lukkede grænser ikke er en fremtidssikker løsning", skriver Bertel Haarder og Carl Johan Sonesson.