Dramatisk nedgang i DAT's omsætning ved Folkemødet kan ramme ruten generelt

Dramatisk nedgang i DAT's omsætning ved Folkemødet kan ramme ruten generelt
– Vi har skåret markant ned i kapaciteten ved at indsætte propelfly i stedet for jetfly, siger direktør i DAT Jesper Rungholm. Arkivfoto
| ABONNENT | 11. JUN 2021 • 13:00
| ABONNENT
11. JUN 2021 • 13:00

TRANSPORT

– Det ligner ikke et folkemøde, som vi er vant til.

Sådan siger Jesper Rungholm, direktør i DAT, og refererer specifikt til trafiksituationen, altså, hvor mange eller hvor få passagerer, flyselskabet skal regne med at fragte til og fra Bornholm i forbindelse med Folkemødet, som i år grundet corona fremtræder som en barberet udgave af de tidligere år.

– Den seneste opdatering, jeg har fra for et par dage siden, viser, at vi omsætningsmæssigt ligger på en nedgang på 67 procent under Folkemødet i forhold til tallene for 2019. Det er for dagene onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag i den kommende uge, siger direktøren.

Han oplyser også, at flyvninger til og fra Jylland i år kommer til procentmæssigt at fylde en del mere i flyvningerne.

– I år bliver programmet for flyvningerne fra Jylland til Bornholm forholdsvist meget større, fordi vi i forvejen flyver meget mere den vej på grund af Bornholms store popularitet som sommerferiemål. Så de kommer til at fylde procentuelt mere under Folkemødet. Der, hvor vi ser den største nedgang, er på København-Bornholm.

Jesper Rungholm fortæller, at hvor DAT plejer at sætte jetfly, som kan rumme en del flere passagerer end propelflyene, ind i løbet af Folkemødet, bliver det formentlig slet ikke tilfældet i år.

– Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at vi slet ikke vil benytte jetfly, men vi har skåret markant ned i kapaciteten ved at indsætte propelfly i stedet for jetfly, siger han og tilføjer:

– Jeg kan dog sige, at hver gang, jeg får en rapport om vores omsætning i de dage, vi taler om, kan jeg se, at det langsomt går i den rigtige retning. Så jeg vil tro, at vi lander på et fald i omsætningen i forhold til 2019 på cirka 60 procent.

Pengene mangler

Den markante nedgang kan komme til at betyde noget for ruten til og fra Bornholm generelt:

– Vi har jo altid brugt folkemødeindtægterne til at understøtte økonomien på ruten. Vi har regnet på ruten som et årsprojekt, og det er også derfor, vi blev så forbandede, da SAS trådte ind og begyndte at skumme fløden ved Folkemødet, så tre-fire millioner kroner af vores indtægt forsvandt. For de penge ville være med til at understøtte resten af året for os.

Vil det sige, at det her folkemøde, hvor jeres omsætning falder så dramatisk, vil mindske jeres mulighed for at tilbyde for eksempel billige billetter?

– Det har i hvert fald en indflydelse på rutens økonomi på årsbasis, ja, siger Jesper Rungholm.

– Om det så betyder, at der kommer til at mangle nogle afgange, eller om der bliver mangel på billige billetter, kan jeg ikke sige præcist. Faktum er bare, at pengene mangler i kassen.