Dødsfald: Hun dansede ballet, før hun fik børn

Dødsfald: Hun dansede ballet, før hun fik børn
| ABONNENT | 19. JAN 2021 • 08:52
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
19. JAN 2021 • 08:52
DØDSFALD

En tegning af en balletdanser illustrerede forleden annoncen, der bekendtgjorde, at Grethe Elisabeth Sorensen fra Rønne var død i en alder af 85 år.

– Hun dansede ballet i sin ungdom på Bornholm, før hun blev gift og fik børn. Så da vi skulle lave dødsannoncen, blev vi enige om, at der skulle en balletdanser på, for hun har altid været så stolt af de balletsko, hun havde hængende på væggen i mange år, fortæller svigerdatteren, Dorthe Sorensen.

Grethe Sorensen blev som helt ung gift med Tony Sorensen, der døde for nogle år siden. De fik fem børn, hvoraf de tre er døde.

– Vi boede i Lobbæk i et stykke tid. Hele Lobbæks ungdom kom hos os. Der var plads til allesammen, og der var ikke så mange regler. Vi havde en fri opvækst, siger sønnen Jesper Sorensen.

Grethe Sorensen var pædagogmedhjælper og arbejdede i mange år i børnehaven Sølvfisken i Rønne, og hun arbejdede på botilbuddet Strøbyhus i Aakirkeby i nogle år.

– Mor havde en fantastisk sangstemme. Han havde altid villet være kirkesanger, men det blev hun aldrig. Hun læste meget, hun strikkede og farvede garn. Ja, hun var en halv hippie, fortæller Jesper Sorensen.

– Efternavnet Sorensen stammer fra min farfar, der oprindelig var fra Norge, hvor hans familie havde et skibsrederi. Han tog som meget ung til New York med et af skibene, og der tog han navnet Sorensen, fortæller Jesper Sorensen.

Grethe Sorensen efterlader sig datteren Vibeke, sønnen Jesper, samt børnebørn og oldebørn.