Sanne Steenberg Hansen har på Bornholms Museums vegne skrevet følgende mindeord om Boye Pihl, der er død, 88 år gammel:
I smukt solskin fik jeg meddelelsen om Boye Pihls død. Det er med stor varme, jeg nu sidder og tænker på Boye og hans barndomshistorie fra bombardementet af Rønne i 1945, det den kom til at betyde for os på Bornholms Museum og for de mange elever og voksne, som fik gavn af hans historie gennem besøg på museet.
Som 13-årig oplevede Boye Pihl bombardementet af Rønne på nærmeste hold. På en solskinsdag på vej hjem fra skole i Sankt Mortens Gade (i dag Midtpunktet). På Lille Torv blev han stoppet af bombardementet. Han løb tilbage til beskyttelsesrummet i Industriens Have i Sankt Mortens Gade. Senere kom han hjem til barndomshjemmet, der lå ikke langt fra familien Holms hus i Damgade, hvor fem mennesker blev dræbt, og hvor der var store ødelæggelser. Han og hans familie tog først ud til familie i udkanten af Rønne, flygtede om morgenen den 8. maj videre ud mod Nyker og oplevede bombardementet en gang til på nærmeste hold, da de sad i et krat tæt på en tysk stilling. Det blev til et længere ophold hos familie i Knudsker, inden de kunne vende hjem til Rønne igen.