DN: Sidste ord er ikke sagt i klagesag om motorbane

DN: Sidste ord er ikke sagt i klagesag om motorbane
NYHED | KLEMENSKER | ABONNENT | 3. DEC 2021 • 18:03
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | KLEMENSKER | ABONNENT
3. DEC 2021 • 18:03

Bornholms Motor Sport kan ikke bare trykke speederen i bund med at anlægge en ny motorbane ved Klemensker. Heller ikke selvom foreningen og kommunen netop har fået ubetinget medhold i en klage, som Danmarks Naturfredningsforening havde anlagt ved Planklagenævnet.

Det siger Anna Sofie Poulsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening (DN) på Bornholm.

– Der mangler stadig noget, siger hun.

Anna Sofie Poulsen sigter til, at DN i oktober sidste år fik medhold i en klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Her havde DN klaget over regionskommunens vurdering af, at en såkaldt VVM-undersøgelse (der kortlægger et planlagt anlægs betydning for miljøet) ikke er nødvendig i sagen om motorsportsbanen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet sendte sagen tilbage til kommunen med en besked, at kommunens i sin afgørelse havde lagt forudsætninger ind, som man ikke kan lægge ind.

Siden oktober sidste år har DN Bornholm derfor ventet på, hvad kommunen nu vil gøre for at forholde sig til VVM-spørgsmålet, sådan som Miljø- og Fødevareklagenævnet pålagde kommunen at gøre.

– Kommunen har måske ventet på den kendelse fra Planklagenævnet, der så er kommet nu, siger Anna Sofie Poulsen.

DN-formanden fortæller, at hun ikke med sikkerhed kan sige, hvad kommunen er forpligtet til at gøre omkring VVM-spørgsmålet.

– Jeg er lidt i tvivl, om kommunen kan nøjes med at lave en ny screening af området, eller om de skal have udarbejdet en decideret VVM-undersøgelse, siger hun.

Forskellen på de to muligheder kan både gøres op i penge og tid. En VVM-undersøgelse er dyr, bliver foretaget af eksterne eksperter og tager forholdsvis lang tid. En ny screening af området er betydeligt billigere og vil tage kortere tid.