DMI: Kristi himmelfart ser ikke specielt behagelig ud

DMI: Kristi himmelfart ser ikke specielt behagelig ud
Kristi himmelfartsferien byder næppe på det bedste forårsvejr. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | ABONNENT | 24. MAJ 2022 • 10:30
NYHED | ABONNENT
24. MAJ 2022 • 10:30

Kristi himmelfartsdag og den efterfølgende weekend byder på sol, byger og næppe over 13 graders varme, oplyser DMI.


Både Kristi himmelfartsdag, torsdag, og dagen omkring byder på omskifteligt vejr og ikke just temperaturer, der er noget at råbe hurra for, hvis altså man er til varme.

Overordnet set løfter temperaturen sig næppe over de 13 grader helt frem til og med søndag, og der er også byger i vente hen over de kommende dage.

Onsdagen byder dog på sol og måske 14-15 grader på Bornholm, oplyser meteorolog ved DMI Klaus Larsen, men dernæst bliver her køligere.

Torsdag byder formentlig på en del solskin, men med risiko for byger, som måske først viser sig i løbet af natten til fredag, og der er frisk eller hård vind fra vest i vente. Også fredag kan byde på sol, men dertil blæst og byger.

– Det ser ikke specielt behageligt ud, hvis man har udendørsarrangementer, siger meteorologen.

– Fredag tegner til at blive den vådeste dag, hvor der godt kan falde helt op til måske otte millimeter regn i bygerne. Men både fredag, lørdag og søndag kan der faktisk også godt komme nogen sol, og lørdag kan vise sig at blive bedre end torsdagen. Søndagen bliver måske lidt mere skyet, fortsat med jævn til frisk vind fra vest og sydvest, men også i weekenden kan en enkelt byge eller to kigge forbi. Jeg tror fredag bliver den kedeligste dag vejrmæssigt.

Hvordan ser Bornholm ud i forhold til resten af landet?

– Der er ikke den helt store forskel, måske lidt temperaturmæssigt, for vandet i Østersøen er jo stadig koldt, og det påvirker vinden, som blæser hen over vandet og gør den køligere. Det præger typisk vejret her i foråret, men I kan så glæde jer over, at når vi kommer hen til efteråret, får I fordelen af den varme østersø, siger Klaus Larsen.