Det siger politikerne om de kuldsejlede planer om ungdomshus

Det siger politikerne om de kuldsejlede planer om ungdomshus
Hverken Venstre eller Socialdemokratiet havde været imod renoveringen af remisebygningen i forårets løb, men da de hårde beslutninger skulle træffes under budgetforhandlingerne, endte et midlertidigt ungdomshus ikke i den endelige aftale mellem Thomas Thors (tv.) og Søren Schow. Foto: Jacob Jepsen
UNGDOMSLIV | RØNNE | ABONNENT | 7. SEP 2021 • 16:13
Jakob Nørmark
Journalist
UNGDOMSLIV | RØNNE | ABONNENT
7. SEP 2021 • 16:13

René Danielsson (DF) mener, at rådhusbyggeriet på Snorrebakken forhindrede et midlertidigt ungdomshus på Nørrekås. Venstre foretrak at vente på ny helhedsplan.

Flere af kommunalbestyrelsens partier gik ind til budgetforhandlingerne med ønsket om at afsætte de påkrævede to millioner kroner til et midlertidigt ungdomshus i remisebygningen på Nørrekås. Og da politikerne skulle reducere anlægsudgifterne næste år, ville SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti prioritere de unge i Rønne. Ifølge Dansk Folkepartis René Danielsson tegnede der sig et billede af, at partierne skulle vælge mellem rådhusprojektet, der indebærer et nybyggeri på Snorrebakken, og en masse knap så dyre projekter.

– Kommunalbestyrelsen ville for mange ting, og så kom vi til konklusionen, at Snorrebakken måtte stoppes for at få nogle af de andre ting gennemført, for eksempel Remisen og renoveringen af Toftegården (plejecentret i Hasle, red.). Så vi endte et sted, hvor vi måtte ridse den største anlægspost for at finansiere nogle af de mindre, siger René Danielsson.

Dansk Folkeparti er fortaler for at samle kommunens administration, men i lyset af kommunens samlede økonomi foretrak DF at mindske rådhusprojektet. Det ser ud til at blive gennemført i fuldt omfang, da Venstre og Socialdemokratiet prioriterede den store rådhusplan til cirka 114 millioner kroner.

Undervejs i budgetforhandlingerne skulle politikerne træffe hårde beslutninger om, hvilke anlægsprojekter der skulle udskydes eller fravælges. Dansk Folkeparti pegede i den situation på, at rådhusprojektet i Knudsker blev for dyrt. Arkivfoto: René Danielsson

V for at vente

Else Merete Knoop, Venstres medlem af den politiske følgegruppe til byudviklingen i Rønne, forklarer, at ungdomshuset og investeringerne i Remisen bør vente, fordi Nørrekås-helhedsplanen endnu ikke er vedtaget.

– Så længe det ikke er helt på plads, hvad Remisen skal bruges til, kan det være svært at gå hen og love den væk, selv om jeg sagtens kan forstå Peter (Lund Olsen, Rønne Street Sport, red.). Det er derfor, at det må ligge og vente lidt. Det kan være, at skateparken kan kombineres med andre aktiviteter og borgernære tilbud, siger Else Merete Knoop.

Leif Olsen (SF) mener dog ikke, at helhedsplanen havde været nødvendig for at investere i toiletter og andre renoveringer i det tidligere busværksted.

– Pengene havde ikke været spildt, for det var helt basale investeringer, som skulle være lavet under alle omstændigheder. Men det fandt de ikke penge til, må jeg bare konstatere, siger Leif Olsen, som mener, at Nørrekås også på længere sigt egner sig fint til de unge.

– I Rønne trænger vi til et sted, hvor større børn og unge kan operere mere frit. Et ungdomshus skal såvel som en skatepark ligge et sted, hvor de unge har lyst til at komme. Det nytter ikke noget, at ligge det på den anden side af Galløkken, for der gider unge ikke tage ud.

Er det så ikke et meget godt sted, de har fundet?

– Jo, umiddelbart. Men det kan vise sig, at man skal rykke det hundrede meter den ene eller anden vej. Hvis man forestiller sig, at der dukker tre restauranter, som godt vil etablere sig i Remisen, er det ikke sikkert, at skateparken skal ligge lige udenfor, siger Leif Olsen.

Riis: Megaærgerligt

Også Enhedslisten havde opprioriteret skateparken, selv om der under budgetforhandlingerne var et generelt behov for at rense ud i kommunens liste af anlægsprojekter, så man kunne undgå de værste driftsbesparelser.

– Jeg synes, det er megaærgerligt, at man ikke sætter penge af til skateparken. Det ligger ligefor, synes jeg. Og det er ikke engang en permanentgørelse, men blot midler, der skal sørge for, at der en eller anden ramme, som de unge kan være i. Så det er umådeligt trist, siger Morten Riis (Enh.), der er modstander af rådhusbyggeriet.

– Der mangler jo tilbud til de unge mennesker. Det var for at skabe de bedste forudsætninger for, at skatebanen også kunne bruges om vinteren, siger René Danielsson om DF's begrundelse for at støtte det midlertidige ungdomshus.

Helhedsplanen for Nørrekås ventes at skulle behandles politisk i slutningen af 2021 efter en forudgående offentlig debat og høring. Men efter budgetaftalen er der i 2022 hverken afsat penge til Nørrekås, Remisen eller projekterne omkring Dams Gård og Store Torv.

– Foreløbig skal vi bruge det kommende år til at klarlægge, hvad målet er, og hvilken vej vi skal gå med Nørrekås og helhedsplanen for Rønne. Det skal der være enighed om politisk, men det er der ikke nu, siger Else Merete Knoop.