'Det er svært at se, at kommunen selv tager sin naturpolitik alvorligt'

'Det er svært at se, at kommunen selv tager sin naturpolitik alvorligt'
DN Bornholms høringssvar er indsendt på mail af foreningens formand Anna Sofie Poulsen den 20. december 2021. Arkivfoto: Berit Hvassum
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT | 13. JAN 2022 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | BORNHOLM | ABONNENT
13. JAN 2022 • 05:30

I et høringssvar bakker Danmarks Naturfredningsforening Bornholm op om nye handleplaner for naturpolitikken. Dog mener foreningen ikke, at Bornholms Regionskommune i øjeblikket selv lever op til handleplanerne.


Før nytår sluttede høringsperioden for naturpolitikkens handleplaner, som det daværende Natur- og Miljøudvalg sendte i høring i starten af november. Der er indkommet fem høringssvar, som nu kan læses på Bornholms Regionskommunes hjemmeside.

Et af høringssvarene er indsendt af Danmarks Naturfredningsforening Bornholm, som mener, at der ligger rigtig mange gode ideer og konkrete forslag i handleplanerne, som - hvis de bliver ført ud i livet - vil være til stor gavn for Bornholms natur. Blandt andet bakker DN Bornholm op om visionerne i handleplanerne om, at ”Naturen har brug for mere plads, og det skal den have overalt – på offentlige arealer og hos private lodsejere”, og ”Naturpolitikken skal tænkes ind alle steder, der berører vores natur, og alle kan bidrage”.

DN Bornholm mener dog, at Bornholms Regionskommune ikke lever op til de flotte visioner i øjeblikket og peger på, at kommunalbestyrelsen blandt andet godkender forslag om etablering af en ny campingplads med campinghytter på pæle (trætophytter) i et hidtil ubebygget skovområde i Rutsker Højlyng, tæt kilet ind mellem beskyttet og fredet natur, som anlægget ikke kan undgå at påvirke.

Derudover kritiserer foreningen også, at fire ud af fem nye forslag til sommerhusområder i forbindelse med et nyt landsplandirektiv for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen placeres inden for det Grønne Danmarkskort, som kommunalbestyrelsen selv har vedtaget for ganske kort tid siden. Det Grønne Danmarkskort skulle ellers netop sikre større hensyn til naturen i den kommunale planlægning, påpeger DN Bornholm.

Det er denne mangel på sammenhæng mellem naturpolitikken og kommunens handlinger, der gør, at vi på nuværende tidspunkt ikke er særlig imponerede af BRKs Naturpolitik

høringssvar fra Danmarks Naturfredningsforening Bornholm

"Det er denne mangel på sammenhæng mellem naturpolitikken og kommunens handlinger, der gør, at vi på nuværende tidspunkt ikke er særlig imponerede af BRKs Naturpolitik. Det svært at se, at kommunen selv tager sin naturpolitik alvorligt. Derfor skal der laves en strategi for udmøntning af naturpolitikken for alle dele af kommunen, så hensynet til naturen rent faktisk tænkes ind alle steder", skriver DN Bornholm i høringssvaret og tilføjer, at det ikke er for sjov, at der i indledningen til naturpolitikken står, at naturen og biodiversiteten er i krise.

"Biodiversitetskrisen er både en global og en lokal udfordring, som vi på Bornholm har et ansvar for at forholde os til og handle på. Krisen er så omfattende, at der er brug for en større og bredere indsats og omstilling, hvis vi skal vende udviklingen”, skriver DN Bornholm i høringssvaret.

De fem høringssvar skal nu behandles af administrationen i BRK, inden handleplanerne kan fremlægges til endelig godkendelse af det nye Natur-, Miljø- og Planudvalg på dens møde den 6. april.

Læs høringssvarene her

Læs handleplanerne, som blev sendt i høring her