Denne by vil gerne i spil til nyt plejecenter

Denne by vil gerne i spil til nyt plejecenter
Det er på dette areal, man i byforeningen foreslår etableret et plejecenter. Ejeren af jorden er indforstået med planen, oplyser foreningen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 10. MAJ 2021 • 21:03
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
10. MAJ 2021 • 21:03

ÆLDRE

Kommunalbestyrelsen synes på vej til endnu en gang at udskyde et planlagt plejecenterbyggeri i Hasle, mens man overvejer, hvilke og hvor mange ældreboliger, der bliver brug for i fremtiden.

Nogle politikere har samtidig luftet tanken, at det ikke er sikkert, at der som hidtil planlagt skal bygges nyt ved omfartsvejen i Hasle, hvilket nok også hænger sammen med, at man nu ser ud til at ville bevare Plejehjemmet Toftegården i Hasle.

Det har fået naboerne i Klemensker til at vejre morgenluft. Da Toftegårdens fremtid og et nyt plejecenterbyggeri i 2016 var i høring, indsendte Klemensker Land- & Byforening et høringssvar, hvori man foreslog, at centret blev bygget i Klemensker i stedet for i Hasle.

Ny henvendelse

Land- & byforeningen har efter den fornyede debat om sagen trukket dette høringssvar frem igen og skrevet til kommunalbestyrelsen:

"Vi synes, det er dejligt at høre, at en renovering af Toftegården er i spil; dels fordi beboerne er glade for at være der, dels det at rive en så stor forholdsvis ny ejendom ned, lyder helt forkert i vore ører.

Vi tænker også, at nu må markedet jo være åbent såfremt, der i nærmeste fremtid skal bygges et nyt plejecenter uden for Rønne. Hvis Hasle får renoveret Toftegården, så finder vi det helt klart her i Klemensker, at der kigges ind på øen, og at vores forslag om at bygge et plejecenter på Bjørnegårds-jorden kommer i spil", skriver Philip Kjøller og Irene Dunker til politikerne på vegne af Klemensker Land- & Byforening.

Flere argumenter

De har vedlagt høringssvaret, hvor der blandt andet argumenteres med Klemenskers centrale placering på den nordlige del af øen.

Man skriver også, at der på den foreslåede placering i den sydlige del af Klemensker er både brugs, tandklinik og fritids- og fitnesscenter i umiddelbar nærhed.