Debat: 'Vi er stadig på arbejde – selv om det er på distance'

Debat: 'Vi er stadig på arbejde – selv om det er på distance'
| ABONNENT | 17. JAN 2021 • 05:49
Af:
karen lynn jacobsen
fællestillidsrepræsentant hk kommunal
| ABONNENT
17. JAN 2021 • 05:49
LÆSERBREV

Vi er gang på gang blevet fortalt af statsminister Mette Frederiksen, at dem, som kan arbejde hjemme, skal gøre det. Det er for at passe på samfundet og for at mindske yderligere spredning af covid-19-virus. Mange er blevet sendt hjem med den klare besked, at de skal blive hjemme og arbejde på distance. Nogle af de mange ansatte i Bornholms Regionskommune trives med distancearbejde – der er mere ro og færre forstyrrelser, som medvirker til, at man kan løse mange opgaver og dermed mindske stressen i dagligdagen og få mere overskud til familien, når man lukker sin computer sidst på dagen.

Der er også ulemper ift. arbejdsmiljø, som vi hen ad vejen, efter flere måneder, er ved at løse. Samtidig skal mange passe deres børn, hjælpe med lektier, undervisning og diverse afbrydelser, mens de samtidig løser arbejdsopgaver, så vi taler om lange udfordrende dage.

Mange af mine kollegaer oplever desværre, fordi de løser deres opgaver på distance, at deres indsats nedvurderes, eller der kommer spydige bemærkninger i samfundet om, at nu har vi kommunale holdt ferie hele året – eller lignende kommentarer. For at være helt tydelig – vi knokler løs, og det forsætter vi med.

Rigtig mange af de ansatte møder stadig på arbejde, tager imod borgerne, når de henvender sig i Borgerservice, eller Ungeporten. Skolesekretæren hjælper vores børn, når de blandt andet skal have hjælp med deres iPad, da ikke alle børn bliver undervist derhjemme. Tandklinikassistenterne søger for, at vores unges tænder behandles.

Der er også mange andre faggrupper ansat i kommunen, som sørger for, at dagligdagen fungerer, og samtidig risikerer deres helbred på lige fod med mange andre, men vi gør det blandt andet, fordi vi er stolte af vores fag, og vi er bevidste om, at vi er her for borgerne!

Så hermed en lille opfordring: Husk, at alle bidrager der, hvor de kan, i det, vi oplever i dagens Danmark.