De hæver overskuddet hos Jensens Bageri

De hæver overskuddet hos Jensens Bageri
– Vi kommer til at arbejde meget sommeren over, siger Michael Hansen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 15. JUN 2021 • 11:22
| ABONNENT
15. JUN 2021 • 11:22

ERHVERV

Der er virksomheder, der har haft et dårligt år under corona, og der er virksomheder, der har haft et særdeles fremragende år, hvis man kigger på tallene. Det er især supermarkeder og butikker, der lever af at sælge dagligvarer, der har haft et super år. Og det er ingen undtagelse for Jensens Bageri i Rønne, der i år har leveret et rekordstort overskud.

Det seneste regnskabsår viser et overskud på 864.000 kroner. Det er mere end en fordobling af forrige år, hvor det lå på lidt over 300.000 kroner.

– Det har været et godt år for vores forretning. Nogle er blevet hårdt ramt, og så er der nogle som os bagere, der har kunnet have åbent i hele perioden. Det har vi kunnet mærke, siger Michael Hansen, direktør i Jensens Bageri.

Corona betød også, at der var langt flere turister sommeren over, end der tidligere er set. De mange turister og en længere turistersæson betød, at der blev solgt mere hos bageren end tidligere set.

– Vi mærkede et kæmpe turistboom. Efterårsferien var også virkelig god for os. Nu handler det om at holde gryderne i kog, siger Michael Hansen.

Delvis succes

Det er dog ikke kun en dans på roser hos Jensens Bageri. Det er nemlig ikke så let at holde gryderne i kog. Michael Hansen frygter, at det bliver svært at vækste i en branche som denne, hvor der bliver råbt efter kvalificeret arbejdskraft.

Michael Hansen har søgt efter arbejdskraft i ni måneder. Stadig uden held. Han peger på, at det er et mere generelt problem.

– Vi mangler en rigtig dygtig konditor, der kan hæve vores niveau, og som kan gøre os endnu bedre. Men i mange af de her faggrupper, bliver der ikke udlært nok i forhold til den efterspørgsel, der er. Der er hverken bagere eller konditorer nok, siger Michael Hansen.

Fra uge 26 åbner Jensens Bageri også i Snellemark i Rønne. Her er det planen, at man holder åbent hele sommeren over som minimum, og så ser man, hvordan det går.