De går øen rundt og samler ind til kritisk syge børn: 'Vi har allerede oplevet stor gæstfrihed'

De går øen rundt og samler ind til kritisk syge børn: 'Vi har allerede oplevet stor gæstfrihed'
Hans Hansen og Kenneth Tuelund Hansen går i denne uge Bornholm rundt for at samle penge ind til kritisk syge børn. Sidste år indsamlede de et rekordstort beløb på 237.000 kroner. Foto: Jens-Erik Larsen
INDSAMLING | BORNHOLM | ABONNENT | 13. JUL 2021 • 10:17
Julia Aka Wille
Journalist
INDSAMLING | BORNHOLM | ABONNENT
13. JUL 2021 • 10:17

– Vi er faktisk ude på gåtur lige nu, så der kommer nok lidt trafiklarm i baggrunden, siger Hans Hansen over telefonen, da Tidende giver ham et kald. Hans Hansen og Kenneth Tuelund Hansen, der begge er fra Assens på Fyn, ankom fredag til Bornholm, som de på en uge forventer at gå rundt. De har gået i hele Danmark, og i år er det sjette sommer i træk, at de begiver sig ud på de danske ruter og landeveje for at samle penge ind til kritisk syge børn.

Denne sommer faldt valget på Bornholm.

– Jeg har ikke været på Bornholm siden 7. klasse, og vi tænkte, at det var tid til at gå på Bornholm, fordi selvfølgelig skulle vi prøve det, fortæller Hans Hansen.

Makkerparret har siden 2015 vandret på Als, Langeland, Nordsjælland, Fyn og fra Ringkøbing til Aarhus.

Søndag morgen begav de sig ud på årets første strækning, der lød på 19 kilometer mellem Allinge og Gudhjem. Mandagens etape startede ved Gudhjem og sluttede i Aarsdale.

Fra 3.500 til 237.000

Det startede tilbage i 2015, da de to venner sad på den lokale bar i Assens den 23. december. De betegner sig begge som udemennesker, tager ofte i shelters eller på dykkerture, og natten til juleaften for seks år siden begyndte de at snakke om, at det kunne være sjovt at gå Fyn rundt på en uge.

– Ja, så det startede egentlig i en brandert på den lokale. Vi er begge fra Assens og udemennesker, så vi tænkte, at det var oplagt at gå den tur, fortæller Hans Hansen.

Da natten til juleaften lakkede mod enden, havde de, efter deres egen mening, planlagt den fedeste tur, der skulle gås den kommende sommerferie.

– Da vi så havde gået den, så var det alligevel ikke den fedeste tur, siger Hans Hansen og griner.

– Vi var ømme og trætte, men vi havde nogle kroner til overs, som vi donerede til kræftramte børn på Odense Universitetshospital.

Den første vandretur gav 3.500 kroner i kassen, der kunne doneres direkte til hospitalet. I 2016 begav makkerparret sig ud på endnu en gåtur og valgte at donere penge til kritisk syge børn.

– Vi vil gerne ud til alle børneafdelinger, så vi donerer pengene til forskellige steder. Vores motto er, at alle børn skal have en god start på livet. Det er ikke sjovt at være på sygehuset, og hvis vi kan gøre noget godt for de her børn, så vil vi gerne det, fortæller Hans Hansen.

Sidste år satte venneparret rekord med et indsamlet beløb på 237.000 kroner.

Stor gæstfrihed

Kenneth Tuelund Hansen arbejder som skolelærer og Hans Hansen er manager og virksomhedskonsulent for sit eget projekt, hvor han arbejder med unge mennesker. Deres bekendtskab går mange år tilbage og startede i en roklub i Assens.

Man skal vel være rimelig gode venner for at gå de ture sammen hvert år?

– Jo, men vi har heldigvis meget til fælles og har sådan set kendt hinanden altid. Vi arbejder begge med mennesker, børn og unge, og så har vi en fantastisk humor mellem os og har det altid sjovt sammen. Men lige over middag siger vi typisk ikke så meget til hinanden. Der er plads til både sjov og ballade og lidt ro, siger Hans Hansen.

Har I haft én speciel eller andeledes oplevelse på jeres gåture?

– Turen fra Ringkøbing til Aarhus via Herning-landevejen, hvor lastbiler kørte op og ned ad os - det var ikke sjovt. Men vores gåtur på Langeland var en fantastisk tur, alle var utroligt flinke og ruten var fantastisk, fortæller Hans Hansen.

Hvad er fedt ved de her gåture?

– Gæstfriheden, som vi altid møder fra de lokale. Det er fedt at opleve at møde folk, der spørger ind til vores tur og fortæller, at de gerne vil støtte os og børnene. Og så er det fedeste selvfølgelig at se glæden, når vi afleverer donationerne på hospitalerne.

Hvad er knap så fedt?

– Det må være de gode, hårde bakker, og når det er rigtig dårligt vejr med regn og blæst, siger Hans Hansen.

Fredag med afslutningsfest

Med årene har flere og flere sponsorer hæftet sig på Hans Hansen og Kenneth Tuelund Hansens vandreture. I år har bilfirmaet Thybo i Bred på Fyn blandt andet foræret parret en ledsagebil til turen.

Det er både private og virksomheder, der donerer til turen og det gode formål. Hans Hansen fortæller, at der så sent som i går tikkede en donation på 5.000 kroner ind.

– Det her startede stille og roligt med Kenneth og mig – i dag er vi en hel forening, og vi har 7.500 følgere på Facebook. Det er rigtig vildt, at det er blevet så stort, fortæller Hans Hansen.

Hvordan er turen indtil videre?

– Vi kan godt mærke, at vi er trætte efter gårsdagens gåtur med 20 kilo på ryggen. Men vi er simpelthen blevet taget så godt imod, og vi har allerede oplevet stor gæstfrihed og venlighed fra bornholmerne, fortæller Hans Hansen.

Gåturen slutter endeligt på fredag klokken 17 i Allinge, hvor Hut Li Hut har arrangeret afslutningsfest med livemusik.