JULEN 2010
Bornholms Tidende var i mellemjulen 2010 fyldt med artikler om julesnestormen, og heldigvis var der også mange livsbekræftende historier om, hvordan bornholmerne stod sammen og hjalp hinanden.
Der var historien om Søren Pedersen, der juleaftensdag om formiddagen fandt en 67-årig dement mand, som var blevet efterlyst af politiet.
Der var pigen, der syntes så godt om de indkvarteredes juleaften i Rønne Idrætshal, at hun bad sin far om at huske at melde dem til næste års julefest.
Der var jordemoder Rie Rømer Jensen, der rykkede ud på ski til en fødende kvinde i Sandkås. Den historie endte lykkeligt, kvinden blev hentet af en pmv, og Mikkel kom til verden på Bornholms Hospital.
Der var den om Oliver Lassen fra Østerlars, der tog til gymnasiefest i Rønne den 22. december og kom hjem den 28. december, hvorefter familien holdt en ny juleaften den 29. december.
Der var Michael Lund fra PL Entreprise, der fortalte om, hvordan han på en almindelig arbejdsdag nåede at grave sig igennem 100 meter snedynger på en af de værst ramte veje på Bornholm, Gudhjemvej i Østerlars.
Cykelrytteren Magnus Cort var i starten af sin karriere. Han var på besøg hjemme på Bornholm og fortalte, at han var nødt til at træne alternativt – blandt andet på langrendsski.
Der var den mere triste historie om gårdejeren, der fortalte, at han i flere dage var nødt til at hælde flere tusinde liter mælk i kloakken.
Uden vand juleaften
Et område i Klemensker var uden vand juleaftensdag, men folk fra vandværket knoklede på i snestormen til ud på aftenen og fik genetableret vandforsyningen. Birgit Møller på Fejlerevej var en af dem, der manglede vand. Det blev også en juleaften uden risalamande og gaver, fordi gæsterne ikke kunne komme frem:
– Men vi fik da vores gåsesteg. Vi måtte ud at hente sne at smelte og koge til sovs, kartofler og kaffe, fortalte Birgit Møller.
Oskar Jensen på 82 år var ældste beboer på Myregårdsvej i Østermarie, men nok også den sejeste. Han kravlede hen over en af længerne på sin firlængede ejendom for at komme ud, og bevæbnet med en skov ilede han sine indesneede naboer til undsætning.
Skibakken i Østerlars måtte ironisk nok lukke på grund af den megen sne, men kunne genåbne den 29. december.
Der var historien om Carsten Seeger, der blev hentet ud af snedyngerne i Østermarie af en TV2-helikopter for at deltage i tv-programmet "Godmorgen Danmark".
– Jeg er faktisk ret stolt af at være borgmester på en ø, hvor vi på trods af det massive snefald har været i stand til at opretholde et beredskab og kunnet yde en service, så ingen har lidt nød, erklærede borgmester Winni Grosbøll den 30. december 2010.