Corona drænede Kulturbutikken for frivillige

Corona drænede Kulturbutikken for frivillige
Skal Kulturbutikken holde åbent mandag til lørdag, skal der flere frivillige til. Foto: Musikhuzet
| ABONNENT | 3. JUN 2021 • 14:05
| ABONNENT
3. JUN 2021 • 14:05

FRIVILLIGE

– Den er helt gal, fortalte Peter Andreas Harteg, pr- og marketingsansvarlig i Musikhuzet Bornholm i Rønne, forleden til Bornholms Tidende.

Han henviste til Inger Kjersgaard, som han mente kunne sætte lidt flere ord på katastrofemeldingen.

Det kan hun også, og den er god nok. Det ser skidt ud for Kulturbutikken, som ligger lige ud til Store Torv i Musikhuzet, og hvor man kan købe billetter til blandt andet diverse koncerter.

Problemet er, at lige for tiden kan man kun komme i butikken, få sig en snak med personalet og orientere sig om, hvad der sker, fredag og lørdag. Stod det til Inger Kjersgaard, som er butikskoordinator, skulle man kunne gøre det hver dag fra mandag til lørdag.

Men for tiden er der simpelthen ikke frivillige nok til at besætte de nødvendige timer, fortæller hun:

– Før coronaen havde vi jo åbent seks dage om ugen, men siden den 1. juni har vi skåret det ned til fredag og lørdag.

Men inden corona havde I jo et stort kontingent af frivillige til at klare det?

– Ja, det er simpelthen, fordi folk under coronaen har fundet ud af, at der er andre ting, de hellere vil beskæftige sig med. Og der er en, der har fået arbejde, og det skal jo også passes.

Der var inden corona en halv snes frivillige, men de seks er smuttet, og med kun fire tilbage må åbningstiden derfor nødvendigvis begrænses.

Hvis man får lyst til at melde sig som frivillig, hvor meget skal man så regne med at skulle stå i butikken?

– Det har altid været sådan, at man tager det, man synes, man kan. Inden corona havde nogle faste ugedage, mens andre bare bød ind, som de syntes, det passede dem, og de havde tid til. Og det har aldrig været et problem at få åbningstiderne dækket ind.

Hvorfor?

Og så må jeg spørge: Hvorfor i alverden skal man vælge at bruge tid på Kulturbutikken?

– For det første er både vi fire, der er tilbage, og dem, der er sprunget fra, folk, der er aktive og gerne vil blande sig i noget forskelligt. Selv sidder jeg både i meninghedsråd, butiksbestyrelsen i dagli'brugsen og har noget med idrætsforeningen at gøre, og så kan jeg eventuelt bruge de stille perioder i Kulturbutikken til at lave noget i forhold til de andre foreninger. Man skal være god til at aktivere sig selv, for der er nogle dage, hvor der ikke sker en dyt.

Giver det indhold i tilværelse?

– Ja, det synes jeg da. Og folk, som kommer ind og snakker med os, er jo så glade. Vi fungerer også som en slags turistguider.

Mødet med andre mennesker tæller på plussiden?

– Ja, det med at snakke med folk. Vi gør da også ting i fællesskab både os i Kulturbutikken og sammen med de øvrige frivillige i huset.

Man bliver del af et fællesskab?

– Ja, helt bestemt, og så har vi jo adgang til koncerter og så videre, siger Inger Kjersgaard.