BYG ramt: 75 procent flere byggesager i maj

NYHED | ABONNENT | 29. JUN 2022 • 10:55
Af:
Anders Liljeroth
NYHED | ABONNENT
29. JUN 2022 • 10:55

Kommunens administration prøver at følge med udviklingen. Der er tilført flere ressourcer til BYG. Kæmpe stigning i antallet af sager om byggetilladelser skaber flaskehals for nye initiativer.

I maj måned oplevede regionskommunen en stigning i antallet af sager om byggetilladelser på 75 procent i forhold til samme måned sidste år. Det oplyser kommunaldirektør Lillian Rasch-Madsen.

– Vi havde nok en forestilling om, at interessen for at bygge og etablere erhverv på Bornholm ville tage lidt af, når vi kom hen over Coronakrisen. Her var der nemlig tid til at tænke i udbygninger og nye forretninger, og vi oplevede i 2020-2021 lidt af et boom i blandt andet antallet af byggeansøgninger. Men nu, hvor vi er godt inde i 2022, og Corona-krisen heldigvis er trådt lidt i baggrunden, ja så oplever vi en fortsat lyst til at bygge og vækste blandt erhvervslivet på Bornholm. Og det på trods af, at vi nu også har krig i Europa, skriver Lillian Rasch-Madsen.

Hun påpeger, at kommunens administration forsøger så godt de kan at følge med udviklingen, så de ikke bliver flaskehals for alle de nye initiativer der gerne skal i gang på Bornholm.

Flere medarbejdere betyder flere lukkede sager

Der er siden nytår i regionskommunen sat flere ting i værk for at nedbringe sagsbehandlingstiden på byggesager, og i april vedtog kommunalbestyrelsen af tilføre 2,17 millioner kroner til byggesagsbehandlingen i år.

Pengene skal blandt andet bruges til flere medarbejdere. – BYG har indgået aftale med i alt fem eksterne rådgivere, om at løse nogle af de byggesager som afventer behandling. Der er tale om folk, der alle har erfaring med byggesagsbehandling på den ene eller den anden måde. De fem rådgivere tager sig af forskellige typer opgaver. Medarbejderne er fordelt med tre på det erhvervsmæssige område, således det sikres, at der sker en hurtigere og mere smidig sagsbehandling på dette område. Der er yderligere prioriteret to rådgivere til det private område, hvor de primært vil tage sige af færdigmeldinger på afsluttede projekter, oplyser Lillian Rasch-Madsen i en pressemeddelelse.

En anden ændring der skal sikre en hurtigere sagsbehandling er indførelse af et såkaldt fast track, hvor de indkomne sager som er fuldt oplyste og ikke komplekse, løses i et hurtigt spor. At en sag ikke er kompleks, vil blandt andet sige, at sagen ikke skal sendes i naboorientering.

– Det er Bygs erfaring, at fast track har givet en hurtigere og mere smidig sagsbehandling, således at borgerne hurtigere vil kunne få deres byggetilladelser via fast track ordningen, lyder det fra kommunaldirektøren.

Flere lukkede sager Selvom antallet af sager er steget med 75 procent, er det dog også en god nyhed, at antallet af lukkede, altså behandlede sager, også er steget betragteligt. Fremgangen på antal lukkede byggesager er på 64 procent hvis man ser på perioden første halvår 2021 til 2022.

– Vi er godt i gang med at vende udviklingen i Byg, og jeg fornemmer helt klart, at det går bedre. Der er sikkert mange af vores kunder, der kan mærke, at det går hurtigere at få en byggetilladelse, selvom vi fortsat har for lang sagsbehandlingstid, siger leder af Byg, Jacob Sten Jensen.

Netop en godt fungerende sagsbehandling er grundlaget for den grønne omstilling, mener Helle Munk Ravnborg, der er forperson for Natur-, Miljø og Planudvalget. Hun er glad for at se de mange ting, der er iværksat.

– Der er ingen tvivl om, at en velfungerende byggesagsbehandling er en forudsætning for, at vi kan komme i mål med vores vision om både at blive flere men også for vores grønne omstilling. Og jeg glæder mig over at BYG har sat godt gang i en række tiltag, finansieret af blandt andet de midler som kommunalbestyrelsen i april besluttede at tilføre. Når det er sagt, så er det hele ikke løst med tilførelsen af godt to millioner kroner, mener Helle Munk Ravnborg.

For selvom det ser ud til at gå den rette vej, kræver området også fokus fremover.

– Der er så stor aktivitet på Bornholm, at antallet af byggesager fortsat stiger, og alene her i 2022, har vi indtil videre modtaget 54 procent flere ansøgninger end i samme periode i 2021. Derfor kommer vi også til fremover at have fokus på byggesagsbehandlingen, hvis vi skal nærme os KLs servicemål for sagsbehandlingstiderne, udtaler Helle Munk Ravnborg.

Hun ser frem til en opgørelse over de foreløbige resultater, der er sat i værk, når vi kommer på den anden side af sommerferien.