I en henvendelse til politikerne i kommunalbestyrelsen skriver formand Søren Danig fra Gudhjem Erhverv, at betaling om natten vil føre til, at overnattende hotelgæster vil parkere i byens smalle gader i stedet for på parkeringspladsen. Ifølge Flemming Willum er det dog ikke et reelt problem.
– Det kunne have været et problem sidste år, men det har vi løst på den måde, at der i Løkkegade og Sct. Jørgensgade kun er parkering for borgere. Fra næste år er det så ideen, at de skal udstyres med parkeringslicenser. Vi ønsker, at hele den nedre by skal være en parkeringszone, og på den måde bliver det, han peger på, slet ikke noget problem, og det har heller ikke været et problem i år, siger Flemming Willum.
Han tilføjer, at det er meget begrænset, hvor mange biler, der holder på pladsen om aftenen.
– Jeg bor lige ud for, i Maans Pærs Huz, så jeg følger det på daglig basis, og der er faktisk ikke nogen biler om aftenen. Klokken 18 er de fleste ude af byen, siger han.